Der har været meget snak om, at der ikke sker noget for de unge i Dragør.
Men i oktober afholder UngDragør en perlerække af arrangementer: gameraften, halloweenfest og demokratidag.
Den 25. oktober kan kommunens 5., 6. og 7. klasser spille computer i Krudthuset. Det er et tilbagevendende og meget populært arrangement. Det fortæller Peter Gall, der er pædagogisk leder af klubberne under UngDragør.
»Vi gør det for at samle de unge, så de ikke sidder derhjemme alene og spiller, men i stedet kan mødes fysisk og dyrke det sociale omkring spillet,« lyder det.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Jo klammere, desto bedre
Sidst på måneden er det halloween, og det fylder meget hos Dragørs børn og unge, fortæller Peter Gall.
Derfor afholder fristidsklubben – for andet år i træk – halloweenfest for de 10–14-årige på Elisenborg. Festen samler de unge på tværs af byens skoler, og det er de ret vilde med.
Allerede nu er de unge i gang med at lave pynt i de forskellige kreaværksteder, og den 29. oktober er der så fest – med halloweendisko og uhyggelig mad.
»Jo klammere, desto bedre, har jeg lært af de unge,« siger Peter Gall.
Så kan de unge klæde sig ud, og der er en præmie til den bedst udklædte.
»De går vildt op i det. Jeg er meget imponeret,« tilføjer Peter Gall.
Demokratisk dannelse
UngDragør har tradition for hvert år at afholde demokratidag for kommunens 9. klasser, så de kan få indsigt i, hvad det vil sige at være demokratisk boger, og hvordan lokalpolitik udspiller sig.
I år venter kommunalvalget lige om hjørnet, og det giver UngDragør nogle helt særlige muligheder. Det fortæller Troels Wassard Lund, der er leder af UngDragør.
»Dagen er todelt. Først får de unge et oplæg om demokratisk dannelse, medborgerskab og forpligtelse. Og derfor har vi inviteret alle de partier, der er på valg, til at diskutere Dragørs fremtid med de unge,« siger Troels Wassard Lund.
Han forventer, at de fleste partier deltager. I skrivende stund har UngDragør tilsagn fra otte.
