Hård kritik af borgmesteren fra politiske kollegaer

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Hård kritik af borgmesteren fra politiske kollegaer
Enggården er centrum for en heftig diskussion mellem konstitueringsparterne. Arkivfoto

»Man skal ikke have bladret to sider i en håndbog for god ledelse for at vide, at ingen medarbejdere bliver bedre til deres arbejde af, at der sås tvivl om deres indsats eller arbejdsplads i plenum eller i det offentlige rum. Hvis der er udfordringer, skal de håndteres tydeligt, men internt – med respekt for både mennesker og faglighed.«

Sådan hedder det fra Venstres medlem af kommunalbestyrelsen, Henrik Kjærsvold-Niclasen om borgmester Kenneth Gøtterup. Ordene falder, efter at den konservative Kenneth Gøtterup i torsdags sendte en pressemeddelelse ud, hvor han slog til lyd for, at plejehjemmet Enggården skal udliciteres til et nonprofitforetagende, hvis ikke der snart kommer synlige resultater af en udviklingsplan for forbedringer, der blev sat i gang i foråret.

Selvom borgmesteren gjorde det klart i pressemeddelelsen, at den manglende implementerings kritik ikke var rettet mod personalet på Enggården, men mod den administrative ledelse i forvaltningen, blev meldingen mødt med uro på plejehjemmet.

»Jeg er desværre ikke overrasket over den uro, der er opstået blandt medarbejderne. De har meget tydeligt givet udtryk for, at de er berørte af udmeldingen og bekymrede for, hvordan den vil påvirke rekruttering, fastholdelse og det psykiske arbejdsmiljø. Derudover har flere grove kommentarer på sociale medier stillet store følelsesmæssige krav til de ansatte,« hedder det fra Henrik Kjærsvold-Niclasen.

»Forstærket bekymring«

Venstre er sammen med Socialdemokratiet konstitueringspartier for Kenneth Gøtterup og Det Konservative Folkeparti. Det betyder, at de er med i det politiske flertal, der gjorde, at Kenneth Gøtterup kunne indtage borgmesterposten ved seneste kommunalvalg. Det betyder dog ikke, at de står last og brast med borgmesteren, når det handler om hans udmelding og resultaterne af den.

»Jeg er ikke overrasket over personalets reaktion, men den forstærker min bekymring for, hvordan det vil påvirke trivsel og rekruttering på Enggården,« siger Nicolaj Bertel Riber, der er formand for ældreområdet og socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen.

»Det kan påvirke vores evne til at komme godt i mål med udviklingsplanen, og det er problematisk. Der er ingen mennesker her i verden, der bliver bedre stillet af at blive mødt med den slags ultimatum,« siger han.

»Egentlig burde borgmesteren trække sine udtalelser tilbage. Men det er nok lidt sent, så i stedet burde han komme med en undskyldning.«

Mange overvejelser

Borgmester Kenneth Gøtterup er absolut ikke enig i de to kommunale kollegaers udlægning af sagen. Om Henrik Kjærsvold-Niclasens udmelding hedder det:

»Der har været flere år med udfordringer, og vi har fået lavet en ekstern rapport, der har været ude i det åbne rum. Henrik har også selv truffet åbne beslutninger om, at der skal ekstra konsulenter ind. Som politikere skal vi åbent og ærligt kunne stille krav til vores ledelse, og jeg er helt uenig med ham i, at man skal tage det bag lukkede døre. Jeg er lidt rystet over, at man som Venstre-mand kan gå ind for at have lukkethed om sådan en sag,« siger han.

Heller ikke idéen om en undskyldning eller en tilbagetrækning af budskabet rammer plet hos borgmesteren.

»Jeg skal ikke sige undskyld for at komme med sådan et forslag. Vi har lavet en genopretningsplan på baggrund af en ret alvorlig rapport, og vi har lagt fem millioner kroner til varige bevillinger og to millioner kroner til at implementere rapporten. Efter et alvorligt omsorgssvigt (hvor en beboer blev glemt i adskillige timer på Enggården, red.), dykkede jeg ned i, om der var fremdrift, og det var der ikke i tilstrækkelig grad. Så jeg kom med et forslag, der kan skabe faglig kvalitet,« siger han.

»Jeg gjorde mig mange overvejelser, inden jeg trykkede på send-knappen på pressemeddelelsen, og jeg understreger, at alle vil have deres job, og at jeg ikke kritiserer personale og ledelse på Enggården. Jeg synes ikke, at tanken om at få andre ind til at drive Enggården er en trussel. Det er ment som en hjælp. Som politikere skal vi både sige det højt, når det går godt, og være transparente, når det ikke gør.«

Det siger de andre

Borgmesterens udmelding om Enggården – og den uro, udmeldingen har givet – har vakt opmærksomhed i kommunalbestyrelsen.

»Det er en panikhandling. Projektet har været i gang i snart ni måneder, og hvis jeg havde været borgmester, ville jeg være gået tættere på tidligere i processen. Der er konkret blevet sagt, at der ikke kan gennemføres enkelte elementer i genopretningsplanen, fordi der er brugt for mange penge på vikarer. I projektverdenen er det en dødssynd at blande driftsmidler og projektmidler Han lægger så trumf på ved at gå ud med trusler,« siger Peter Læssøe fra Liste T.

»Umiddelbart har udmeldingen nok ikke forbedret arbejdsmiljøet dernede. Men jeg ved ikke nok om forløbet op til udmeldingen til at kunne sige noget om baggrunden for den,« hedder det fra Sydamagerlistens Flemming Blønd.

»Det undrer mig ekstremt meget, at borgmesteren meldte ud på den måde, og jeg tror ikke, at det hjælper på forholdene på Enggården. Men det viser, hvor lidt borgmesteren lytter til medarbejderne og er opmærksom på deres trivsel generelt. Da hjemmeplejen inviterede til møde for nogle måneder siden, var vi for eksempel kun to fra kommunalbestyrelsen, der dukkede op, og borgmesteren var ikke en af dem,« siger Moderaternes Lisbeth Dam Larsen.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER