
»Der må være agurketid i de internationale medier.«
Sådan lyder det fra venstrekvinden Helle Barth som reaktion på den store internationale omtale af Den Store Havfrue.
Som formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget i Dragør står hun i centrum for historien. Det var nemlig hendes udvalg, der afviste at tage imod havfruen, da skaberen Peter Bech tilbød den til kommunen i foråret. Den beslutning står hun ved.
»Den er meget stor, så det er svært at se, hvor den naturligt kan passe ind. Og selv om det er pænt af Peter Bech at tilbyde den til os, havde han nogle forbehold om, hvor den skulle stå,« siger hun og tilføjer:
»Men jeg kan godt se hans dilemma. Han har en fire meter høj og mange tons tung havfrue, der ikke må stå, hvor den hidtil har stået.«
Bare bryster ikke problemet
Hun har tilbudt Peter Bech, at hun vil sætte ham i kontakt med den kommunale forvaltning med henblik på at få et overblik over mulige placeringer til det borgerforslag, han barsler med. Og sideløbende følger hun med i debatten. Hun forudser, at havfruen kan blive et tema i valgkampen.
»Det bliver noget, vi vil komme til at forholde os til løbende frem til valget. I Venstre er vores tilgang stadig, at den er svær at indpasse,« siger hun og understreger, at dens kropbygning i sig selv ikke er problemet.
»Når folk omtaler den som pornografisk, bliver jeg lidt opgivende. Det er ikke det, der er udfordringen,« siger hun og kommer med et bud på, hvorfor statuen har vakt så megen debat lokalt:
»Det er en problematik, man kan overskue. Kystsikring og nogle af de andre udfordringer er komplicerede, hvis ikke man sidder med næsen i dem hele tiden. Men havfruen er en ting, man hurtigt kan forholde sig til.«
