Dragør bliver sandsynligvis snart en turistattraktion fattigere. Politikere i Lemvig har sagt et foreløbigt jatak til at modtage Den Store Havfrue, der gennem det seneste års tid har trukket en del gæster forbi Dragør Fort, hvor den fire meter høje granitgigant har sit hjem lidt endnu.
Dermed forsvinder en af de udendørs udsmykninger, der har været mest omdiskuteret i Danmark de senere år. Havfruen havde ført en relativt upåagtet tilværelse på Dragør Fort, siden erhvervsmanden Peter Bech fik den sat op på det fredede militæranlæg. Men netop fredningen kom i vejen, og i begyndelsen af 2025 beordrede Slots- og Kulturstyrelsen havfruen fjernet fra fortet.
Via omtalen af sagen i Dragør Nyt rullede historien ud i først den danske presse og derfra videre ud i verden – godt hjulpet på vej af diverse mediers trang til at vise den fire meter høje statues fremtrædende brystparti.
Dragørs politikere afviste at sætte statuen op et andet sted i kommunen, og Peter Bech – der også har trukket stregerne til statuen – gik på jagt efter et nyt hjemsted.
Det passede Peter Bech udmærket, da en kreds af erhvervsfolk i Lemvig tilbød at købe statuen for at skænke den til den jyske by.
»Jeg elsker Lemvig. Den har lidt det samme landsbyagtige præg som Dragør, men med en fabelagtig beliggenhed. Jeg er kommet der siden min ungdom, og jeg har ofte fløjet dertil i min helikopter. Hvis jeg skulle flytte et andet sted hen end Dragør, ville det blive til Lemvig. Der er et helt andet aktivitetsniveau og en helt anden tidssvarende indstilling, både politisk og erhvervsmæssigt, end i Dragør,« fortæller Peter Bech.
Statuen vakte nu også diskussion i Lemvig – nogle var for, andre imod, og diskussionen har været så omfattende, at mere end 600 personer har indgivet høringssvar i forhold til placeringen i den jyske by. Til sammenligning kom der 372 høringssvar, da Danmarks største kommune København sendte sin seneste kommuneplan i høring i 2024.
Peter Bech er da også imponeret over antallet.
»Det er en vanvittig reaktion. For mig er der ingen tvivl om, at det viser, at det vil blive et stort tilløbsstykke. Det er noget, alle folk skal se, så den har opfyldt sin mission. Dem, der har beklaget sig over den, kommer lidt til skamme,« siger han og glæder sig over, at der er en lille positiv overvægt i de lokale svar.
Såfremt havfruegaven som forventet også bliver godkendt af Lemvigs økonomiudvalg og byråd, skal den flyttes fra Dragør Fort. Præcis hvornår ved Peter Bech endnu ikke.
»Men jeg tror, vi taler om det midterste eller sene forår, altså fra midten af april og til midten af maj. Jeg ved, at de har gjort deres forberedelser med transporten, men der er stadig formaliteter, der skal på plads med hensyn til opstillingen,« siger han og lover, at flytningen ikke vil ske uden en ordentlig afsked.
»Her fra Dragør vil vi gøre en stor del ud af seancen. Jeg har tænkt mig at sætte en mindeplade op, hvor vi begræder, at havfruen ikke står der længere,« siger han og nævner igen, at han ville foretrække, at havfruen var blevet i Dragør.
»Jeg tilbød den gratis til Dragør. Så jeg kan trøste mig med, at jeg får betaling for den, når den flytter til Lemvig,« siger han. Prisen vil han dog ikke afsløre – men tilføjer:
»Men jeg kan fortælle, at der er seks nuller bagved det første tal.«
»Den er for grim til at stå i byen. Måske i Thyborøn. Eller helst på Sjælland«
En høring i Lemvig Kommune om den mulige placering af Dragørs store havfrue har bekræftet, at havfruen skiller vandene. Her er et lille pluk af de 620 høringssvar.
»Har man overvejet at placere skulpturen i vandet? Så vil højvande og lavvande kunne ses tydeligt, og den vil få naturlig erosion og slitage som følge af den barske natur, som vi også har omkring os og er en del af vores historie.«
»Jeg synes, vi skal undlade at kalde havfruen for et kunstværk, og kalde det for en skulptur, der kan pynte på havnen.«
»Jeg ønsker ikke havfruen til Lemvig. Jeg synes, det er mærkeligt, at man i Lemvig Kommune ikke tager sit eget kunstråd alvorligt ved at høre deres mening og lytte til, hvad de siger.«
»Fantastisk mulighed for at eksponere Lemvig. Kunst eller ikke kunst er vel øjet, som ser det.«
»Ingen kan definere kunst – alene den opmærksom og delte meninger om hvad kunst er – det er kunst.«
»Virkelig flot kunstværk, der vil pryde havnen og passer perfekt til Lemvig. Selvfølgelig skal vi sige ja tak.«
»Hvorfor ikke være dristige og sige ja til en skulptur, som helt sikkert vil tiltrække både lokale og turister. Det vil sikkert give smil på læben og en god udveksling af synspunkter«
»Flot skulptur (og flotte bryster, som mange kvinder har i kommunen).«
»Jeg finder »Den store Havfrue« yderst interessant og spændende. Godt håndværk. Men åndløs, hvorfor en placering i Lemvigs havneområde er yderst malplaceret.«