
Stress, eksamensangst, usikkerhed, tankemylder, problemer med at få hverdagen til at fungere. Der er mange ting, man kan gå og rode med, når man er ung. Og ofte kan det hjælpe at tale med nogen, som ikke er ens forældre eller venner.
Det er en af grundene til, at Dragør Kommune har bevilget penge til samtaletilbuddet headspace, som netop – onsdag den 6. maj – har åbnet dørene på Nordstrandskolen.
Fremover kan alle Dragørs unge, som er mellem 12 og 25 år, komme forbi hver onsdag mellem klokken 13 og 16 og få gratis og anonym rådgivning. Derudover vil de unge på tværs af folkeskolerne i Dragør møde headspace som en del af undervisningen, fordi de også står for workshops om trivsel, fællesskab og ungdomsliv.
»Vi er blevet taget varmt imod af kommunen og har allerede været i kontakt med mange af de dygtige fagpersoner på børne- og ungeområdet. Vi ser meget frem til at møde Dragørs børn og unge til samtaler om, hvad end der måtte fylde for netop dem i deres liv,« fortæller Marie Jørgensen, som er centerchef i headspace Dragør og Tårnby.
Og alle unge er velkomne til at komme forbi, forklarer Anna Osowo, som er ungerådgiver i headspace Dragør.
»Der er ingen visitationskrav om, at man skal have det dårligt på en bestemt måde. Alle må komme ind. Så det betyder også, at vi – både de fastansatte rådgivere og de frivillige – møder alt, livet kan byde på. Fra dem, der føler sig pressede i skolen eller på jobbet og bare har brug for at dele hverdagens problemer med nogen, der ikke er mor og far. Til dem, der har det rigtig dårligt, og hvor vi også skal sørge for, at de får mere hjælp end det, vi kan tilbyde,« siger hun.
Chat, book tid eller kom forbi
Som ung i Dragør kan man booke en tid til samtale på forhånd. Man kan også få hjælp ved at chatte med en frivillig i headspace’s nationale chatrådgivning. Og endelig kan man bare møde op på Nordstrandskolen i åbningstiden.
»Man kan få en times samtale, eller man kan få en introducerende snak, hvor vi så laver en tid til en længere snak. Der er heller ingen grænse for, hvor mange gange, man må komme. Så man kan godt gå her i et længere forløb, og så sørger vi for, at man kommer til at tale med den samme, så vi har mulighed for at følge, hvordan det går,« forklarer Anna Osowo.
De unge er selv eksperter
I headspace er mantraet, at de unge er ekspert i deres eget liv. Man skal ikke fikse dem eller prøve at servere løsninger. I stedet skal man ved at lytte og stille spørgsmål støtte den unge i at finde frem til egne løsninger, og hvad der fungerer bedst for dem. Og hjælpe dem med at få øje på de ressourcer, de selv har og de ressourcer, de har i deres netværk.
Det er en vigtig ting, man skal lære, når man starter som frivillig rådgiver hos headspace.
Og frivillige kunne headspace Dragør godt bruge flere af. For der er altid behov for flere til at tage imod de unge og have samtaler med dem. Og også til headspaces opsøgende arbejde, hvor de tager ud og holder workshops på skoler og andre steder, hvor de unge er.
Frivillige skal lytte – ikke fikse de unges liv
Man skal minimum være 18 år for at melde sig som frivillig. Og så skal man have lyst til at lytte. Men ellers er der ikke særlige krav til faglighed eller baggrund.
»Det vigtigste er, at man har lyst til at være der for de unge og er nysgerrig på at forstå, hvad de unge kommer med. Man skal ikke være ekspert i angst eller eksamenspres. Man skal bare være villig til at stille sig til rådighed, så de unge kan få tømt hoved og hjerte og tale om lige netop det, de har brug for,« siger Lærke Andersen, som er ungerådgiver i headspace Tårnby og fungerer som frivilligkoordinator for frivilliggruppen på tværs af Dragør og Tårnby.
Hun forklarer, at det kan være svært at droppe tanken om, at man skal fikse de unge. Løse deres problemer og gøre alt godt igen.
»Men det bliver man klædt på til. Så man lærer, hvilke spørgsmål, der er gode at stille, og hvornår det kan give mening at bruge egne og andres erfaringer, og hvornår man bare skal lytte,« lyder det fra Lærke Andersen.
Hvis man melder sig som frivillig, kommer man til en samtale, hvor det bliver vurderet, om man er et godt match. Og så kommer man på et headspace-kursus og får herefter oplæring, supervision og opfølgning.
Læs mere om headspace Dragør på www.headspace.dk/afdelinger/headspace-dragoer/
