Det er vigtigt at understrege, at der ikke er en endelig linjeføring på plads for digerne, der skal sikre lufthavnen mod en 10.000-års-oversvømmelseshændelse. Det blev gentaget flere gange på mødet, som Sund & Bælt arrangerede om projektet onsdag den 3. december, hvor det også fremgik, at man nok ville lande på en tredje linjeføring og ikke nogen af de skitserede.
Det er dog værd at bemærke, at der i rapporten om den fælles kystsikring af Storkøbenhavn, som blev præsenteret tidligere i år, optræder to ret præcise aftegninger af mulige linjer ved blandt andet Store Magleby og en lidt mindre præcis skitsering af linjeføringen cirka fra A.P. Møllers Allé via Kystvejen og til Kastrups gamle havn.
Selvom det sandsynligvis lander i en løsning, der ikke følger en af de specifikke linjer, kan de tre give en ledetråd om tankerne bag kystsikringen. Linjeføringen er blandt andet baseret på kotehøjder – altså de enkelte punkters placering over havets overflade. Her fremgår det, at sikringsniveauerne skal ligge på 5,3–6,6 meter i højden. Områdets højde over havets overflade er 1,9–4 meter. Så digerne kan altså komme til at strække sig op til 4,7 meter op over jordoverfladen alt efter placering.
»Visuel barriere«
Det lyder måske ikke voldsomt. Men i et fladt landskab som det sydamagerske vil det betyde vidtrækkende landskabelige ændringer – men også muligheder, understreges det i delrapporten.
»En fremtidig stormflodssikring vil udgøre en betydelig landskabelig ændring og en visuel barriere i forhold til aflæsningen af historiske bebyggelsers placering i landskabet samt kulturlandskabets bevaringsværdige genskaber. Dog er det vægtet, at anlægget vil rumme muligheder for at etablere nye rekreative udfoldelsesmuligheder og destinationer,« hedder det blandt andet i rapporten.
I rapporten opererer man med en basisløsning og en alternativ løsning på strækningen fra kysten ved Kongelunden og til Store Magleby. I begge løsninger udspringer diget ved Ullerupdiget og går bag om Baggersmindelejren. Det følger en ujævn linje frem til den grusbelagte del af Nyvangsvej. Her deler de to løsninger sig.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Basislinjen går hen over markerne mellem Nyvangsvej og den grusbelagte del af Tømmerupvej. Herefter drejer det og krydser Fælledvej, inden det går ned tæt på stien mellem Fælledvej og Møllevej. Diget stopper ifølge tegningen cirka ved Møllevej – cirka ved Netto. Denne linjeføring er 3,2 kilometer lang og vil anslået koste 234 millioner kroner i 2024-priser.
Den udvidede løsning fortsætter fra Nyvangsvej bag om det lille naturområde, hvor flyverskjulet ligger. Det følger Tømmerupvejs grusbelagte del og krydser Englandsvej vest for milestenen. Her løber det skråt over markerne og ind på lufthavnens område, hvor det cirka følger hegnet frem til et stykke op langs landingsbane 04R. Denne løsning er 2,8 kilometer lang, men vil koste 334 millioner kroner.
Rapporten lægger op til, at der ikke skal være et dige på et stykke mellem Store Magleby og Dragør, fordi områderne ligger tilstrækkeligt højt over havets overflade til naturligt at kunne beskytte lufthavnen mod en oversvømmelse.
Otte meter
Diget langs kysten begynder cirka ud for A.P. Møllers Allé ved Dragør Nordstrand og følger kystlinjen rundt langs Kystvejen og lufthavnen frem til Kastrups gamle havn. Her er kortet – der jo altså også blot illustrerer en skitseret linjeføring – sværere at aflæse, fordi de følger kysten med en temmelig kraftig markering. Området ved Kystvejen og A.P. Møllers Allé og mod Nordstranden er dog ret kraftigt bebygget, og det var da også fra dette nabolag, at der blev hævet flest bekymrede stemmer, når talen faldt på mulige eksproprieringer på borgermødet den 3. december.
Også her vil diget fylde godt visuelt. Der opereres med højder på op til otte meter – det er sikringshøjden mod maksimal vandstand med et par ekstra meter til bølgeskvulp – i et område, der naturligt ligger to til seks meter over havets overflade.
I området skal der tages hensyn til, at lufthavnen planlægger at forskyde tværbanen 12/30, så den kommer tættere på Dragør, men der vil også blive taget nødvendige hensyn til områdets naturværdier, hedder det i rapporten, der altså stadig betragtes som et udkast til den endelige linjeføring.
