Her er det nye ældreråd

R
Af Rasmus Mark Pedersen
| | 0 min læsetid
Her er det nye ældreråd
Arne Kindler er topscorer ved valget til Ældrerådet. Foto: Arkivfoto
Arne Kindler. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Arne Kindler er topscorer ved valget til ældrerådet. Foto: Rasmus Mark Pedersen

Resultatet af valget til ældrerådet foreligger nu. Dragør Kommune oplyser, at topscoreren er den nuværende formand for ældrerådet, Arne Kindler.

Derudover må valget betragtes som lidt af et fredsvalg, da der var fem pladser og en suppleantplads til seks kandidater.

I rækkefølge efter antal stemmer ser det nye råd således ud:

  • Arne Kindler
  • Wiebke Zickert
  • Arne Mosegaard
  • Inge Brandt Schwartz
  • Geert Aaggaard Jensen

Lars Kiib Hecht blev valgt som stedfortræder.

Sidst var det syv stemmer, der afgjorde, om en kandidat blev medlem eller suppleant, men som noget nyt har Dragør Kommune valgt ikke at offentliggøre antallet af stemmer på de enkelte kandidater.

Rådet giver blot råd

Ældrerådet tiltræder den 1. januar 2026 og sidder i fire år. Rådet består af de fem valgte medlemmer, mens stedfortræderen træder til, hvis et medlem udtræder i perioden.

Kort efter årsskiftet holder rådet et konstituerende møde, hvor der vælges formand og næstformand. I den forgangne periode har formand Arne Kindler været sekunderet af Wiebke Zickert.

Hvis rådet vælger at konstituere sig efter stemmerne, vil det blive et genvalg, men det er alene op til de fem medlemmer at udpege formand og næstformand.

Ældrerådet er et rådgivende organ, der skal høres i alle sager, som handler om ældre borgere i Dragør. Det gælder både overordnede politikker og konkrete tiltag på ældreområdet.

Rådet kan blandt andet komme med input og anbefalinger om:

  • Kvaliteten i hjemmeplejen
  • Forholdene på plejehjem og i plejeboliger
  • Madservice og måltidstilbud
  • Byggeri og planlægning af ældre- og seniorboliger
  • Sociale og kulturelle tilbud til ældre
  • Kollektiv trafik og tilgængelighed
  • Indretning af ældrevenlige byrum

Ældrerådet behandler ikke enkeltsager, men kan tage principielle problemstillinger op, som borgere gør dem opmærksomme på.

På den måde er rådet tænkt som bindeled mellem de ældre og kommunalpolitikerne – et sted, hvor erfaringer fra hverdagen kan blive omsat til politiske diskussioner og beslutninger.

Ny valgform

Årets valg blev gennemført på en ny måde.

Hvor ældrerådsvalget tidligere udelukkende har været et brevvalg, blev valget denne gang afholdt som en kombination af brevstemme- og fremmødevalg.

Det gav vælgerne to muligheder:

  • Brevstemme frem til den 10. november 2025
  • Personligt fremmøde på valgdagen den 11. november i Hollænderhallen

Som Dragør Nyt tidligere har beskrevet, besluttede Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget i foråret, at valget ikke skulle holdes digitalt, men netop som kombination af brevstemmer og fysisk fremmøde.

Et digitalt valg blev fravalgt med henvisning til både økonomi og bekymring for, om alle ældre ville kunne bruge en digital løsning.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER