Du har nok set dem, men måske har du ikke for alvor lagt mærke til dem. Hesteholderne. Den flok af medhjælpere, der kommer cyklende foran fastelavnsoptoget.
Hver rytter har valgt sin egen hesteholder. Oftest en ven eller et familiemedlem, som også er vant til at ride og arbejde med heste. Deres opgave er at hjælpe til og servicere både hest og rytter dagen igennem punchruten.
Det fortæller Marken Guldbech, der fem gange – også i år – har været Nanna Rose Hansens hesteholder, når Dragør Fastelavnsforening rider fastelavnssøndag.
»Vi har redet sammen i mange år og været veninder, og så spurgte Nanna et år, om jeg ikke ville være hesteholder, og det ville jeg gerne. De første år mødtes vi flere dage i forvejen og planlagde det hele, men nu kører det på rutinen, og jeg er først mødt ind her til morgen, hvor jeg hjalp Nanna med at komme i tøjet og hesten med at blive pyntet,« forklarer Marken Guldbech.
Nanna Rose Hansen beskriver hesteholderne som utroligt vigtige – faktisk uundværlige – for, at optoget overhovedet kan gennemføres. For der er nødt til at være nogen til at holde styr på hesten, når der synges og skåles. Og selvfølgelig især, når rytteren står af for eksempelvis at skulle ind og spise.
Så rytterne sørger for at have mad og drikke med til deres hesteholdere, og så sørger hesteholderne for at holde både rytter og hest varme, mætte og glade. Og de skal hele tiden være et mulehår foran, for de skal være klar til at holde hestene. Derfor ser man – hvis man holder øje – ofte hesteholderne løbe afsted eller cykle hurtigt for at nå frem før rytterne.
»Jeg sørger for tæpper og mad til hesten og cola til Nanna. Holder styr hesten, når de står stille. Og jeg skal også ride hesten hjem i aften, når rytterne skal til fest på strandhotellet. Der er mange opgaver, men det er sjovt og hyggeligt,« forklarer Marken Guldbech.
I år blev der dog føjet en del ekstra til opgavelisten, fordi Nanna Rose Hansen i sidste øjeblik blev valgt som fanebærer.
»Det er jo nyt, at vi er fanebærere, så der er lidt mere at holde styr på. Hvem vi skal rundt til hvornår, så vi tager den rigtige rute, og navnene på alle dem, de skal skåle og synge for,« forklarer Marken Guldbech.