Dragørs historiske havn får et ekstra pust fra fortiden i sommeren 2026.
Her vil skonnerten Mira lægge vejen omkring Sydamager for at tilbyde sejlture til lokale og turister.
Dermed vil Dragør – i hvert fald i perioder – blive et sejlskib rigere.
Idéen er opstået hos Miras skipper, Mathias Hall Laursen.
»Jeg er ret nystartet på Mira, og jeg prøver at tænke i nye baner. Jeg synes i forvejen, at det er en fantastisk at give folk oplevelsen af at være om bord på et historisk skib, så det synes jeg, at alle skal have mulighed for at prøve,« siger han.
»Jeg har været i Gilleleje sidste år og skal det igen i år, men Dragør er også et oplagt sted.«
Mira blev bygget i 1898 og skriver sig dermed tilbage til en tid, hvor Dragør Havn netop var på vej ud af sin sidste storhedstid. Dragør var målt på last Danmarks næststørste havn i en periode, mens sejlskibene herskede. Men havnen blev ikke omstillet til dampskibsfart, og dermed mistede den sin betydning.
Skonnerten, der har hjemsted på Christianshavn, har ikke nogen egentlig tilknytning til Dragør, men har sejlet som fragtskib og sejlførende passagerskib i Øresund og øvrige danske farvande i langt over 100 år.
Planerne for Miras togter fra Dragør er i første omgang ret beskeden – med nogle enkelte weekendture på to til tre timer i august, selvom datoer og den præcise ramme ikke er helt på plads. Men Mathias Hall Laursen har også tænkt større tanker.
»Jeg håber, at det kan udvikle sig, for eksempel med et samarbejde med en restaurant, så vi kan lave en sejlende picnic eller et minitogt til Bornholm ud fra Dragør,« siger han og nævner teambuilding og firmaudflugter som andre muligheder.
Klima-, By- og Erhvervsudvalget godkendte tidligere i december, at Mira kan komme på togter fra Dragør.
Formand Helle Barth er svært begejstret for initiativet.
»Jeg blev så glad, da jeg så, at det var på dagsordenen. Udvalget var også begejstret. Det kommer til at klæde havnen, og forhåbentlig vil det blive noget, der vender tilbage,« siger Helle Barth.
