I 1920’erne frøs Øresund flere gange til i de strenge isvintre. Om søndagen flokkedes folk i Dragør for at spadsere ud på isskruningerne ved havnen.
Et hold drenge fra Dragør havde fået den idé, at de ville spadsere over isen til Refshaleøen via Saltholm. Det gik dog ikke så let, for hvad de ikke vidste, var, at der med en isbryder var lavet en rende ind til Kastrup. Heldigvis havde de en hund med, der som den første røg i vandet, og dermed blev drengene opmærksomme på faren. De søgte ind til traktørstedet Skovly i Kastrup og fik varmen og tøet hunden op – og så spadserede de hjem til Dragør over land.