Hofor rykker ind på Kirkevej

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Hofor rykker ind på Kirkevej

Et område på Kirkevej bag kirkevejens sfo skal i det næste halvandet års tid bruges som oplagsplads for byggematerialer.

Det har et flertal i kommunalbestyrelsen besluttet. Området er egentlig tildelt Dragør Boldklub, der med tiden ønsker en kunstgræsbane på det, men det har gennem flere omgange i stedet været brugt til oplagsplads og står øde og forladt hen for tiden.

Sagen skulle som udgangspunkt ikke have været behandlet på mødet i kommunalbestyrelsen torsdag, fordi det nærmest er en ekspeditionssag, der hører til i fagudvalget. Men Liste T bad om at få den med på mødet.

»Nu vil man på tiende år bruge området til oplagsplads. Først var det til byggeriet af svømmehallen, så til etablering af fibernet og nu til Hofors i vore øjne overflødige projekt. Vi skal hellere få det ført over til byzone, så Dragør Boldklub kan bruge det til kunstgræsbane,« begrundede Liste T’s Peter Læssøe anmodningen.

Borgmester Kenneth Gøtterup gik i rette med Peter Læssøe – både i forhold til projektet og kunstgræsbanen. Oplagspladsen skal nemlig bruges til en ny hovedvandledning til Dragør Kommune, der ikke længere har sin egen vandforsyning.

»Hvis ikke vi får den vandledning, skal vi skaffe vores vand et andet sted fra,« sagde han.

»Og Dragør boldklub har meddelt, at de ikke skal bruge grunden det næste halvandet år, så det er i overensstemmelse med boldklubben.«

»Vanvittigt dumt«

Peter Læssøe fastholdt sit synspunkt med henvisning til, at der i forvejen er en vandledning, som løber gennem Tårnby, og at den nye er en »ret dyr beredskabsløsning«.

Det fik Nicolaj Bertel Riber fra Socialdemokratiet til at kalde det »vanvittigt dumt« ikke at etablere vandledningen og påpege, at målet fortsat er, at området skal overgå til boldklubben.

Helle Barth fra Venstre pegede på, at den eneste anden mulige placering er på Fælledvej.

»Det ligger længere væk, og der skal man krydse en dobbeltrettet cykelsti, når man skal til og fra pladsen,« sagde hun, og Flemming Blønd fra Sydamagerlisten udtrykte også en forbeholden støtte til anvendelsen.

»Jeg har folk i mit bagland, der siger, at vandledningen ikke er nødvendig. Men når vi nu skal i gang, er boldklubbens areal et oplagt valg,« sagde han blandt andet.

»Mandagstrænere«

Martin Wood Petersen fra Det Konservativ Folkeparti dykkede ned i sportsmetaforerne med en syrlig reference til »mandagstrænere, der har forstand på alt muligt.«

»Men jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at Hofor sætter gang i projektet for at genere os eller for at få ekstra penge. De gør det for forsyningssikkerheden.«

Liste T endte som de eneste med at stemme imod anvendelsen af området til oplagsplads. Sydamagerlisten undlod at stemme, mens resten af kommunalbestyrelsen stemte for.

Oplagsplads Kirkevej Tim Panduro (2).jpg
Boldbaner eller oplagsplads? Lige nu ligger arealet tomt hen. Foto: Tim Panduro

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER