Hurtig hjælp er altafgørende ved hjertestop: Dragør er godt dækket ind

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Hurtig hjælp er altafgørende ved hjertestop: Dragør er godt dækket ind

For første gang er der offentliggjort kommunale tal for hjerteløbere, og i Dragør er der aktuelt 189 aktive hjerteløbere. Det svarer til 13,0 hjerteløbere per 1.000 indbyggere, hvilket er en af de højeste dækninger i regionen og markant over landsgennemsnittet på 9,1.

TrygFonden har startet en landsdækkende kampagne for at rekruttere flere hjerteløbere – også i områder, hvor der allerede er mange hjerteløbere.

»Vi kan se på vores tal, at hjerteløberne er godt fordelt rundt omkring i landet. Men der er steder, hvor vi gerne vil have flere hjerteløbere. Det gælder for eksempel i og tæt på almene boligområder, for vi ved, at overlevelsen i disse områder er dårligere end landsgennemsnittet,« siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.

Hjerteløbere er frivillige, der via en app kan blive alarmeret ved hjertestop i nærheden. De kan rykke ud for at hente en hjertestarter og yde hjertelungeredning, indtil ambulancepersonalet når frem.

Hjerteløbere ankommer ofte før ambulancen

Ved hjertestop uden for hospitalet er hurtig hjælp afgørende. Ifølge forskning når hjerteløbere frem før ambulancen i seks ud af ti tilfælde, hvilket øger chancen for overlevelse markant.

For hvert minut uden hjertelungeredning og stød med en hjertestarter falder chancen for at overleve med ti procentpoint. Derfor er en hurtig indsats fra både hjerteløbere og pårørende ofte afgørende.

Dragør ligger over gennemsnittet

I Region Hovedstaden er der i alt 18.200 aktive hjerteløbere, svarende til 9,4 hjerteløbere per 1.000 indbyggere. Således ligger Dragør en halv gang over dette niveau og har en af de højeste dækninger i hovedstadsområdet.

Til sammenligning har København 8,9 hjerteløbere per 1.000 indbyggere, mens Tårnby har 9,9. Dragør ligger også over det samlede gennemsnit for Region Midtjylland, der ellers har den højeste regionale dækning i landet med 10,4 hjerteløbere per 1.000 indbyggere.

Tilgængeligheden af hjertestartere er en anden vigtig faktor i forbindelse med hjertestop.

I Region Hovedstaden er der registreret 7.282 hjertestartere, hvoraf 62 procent er tilgængelige hele døgnet. På landsplan er der over 25.000 hjertestartere, og 71 procent af dem er døgntilgængelige.

I Dragør er der registreret 92 hjertestartere, hvoraf 80 er tilgængelige døgnet rundt.

Fakta om hjerteløbere og hjertestop

· 54.540 aktive hjerteløbere i Danmark.
· Hjerteløberordningen aktiveres cirka ti gange dagligt.
· 5.000 personer får hjertestop uden for hospitalet hvert år i Danmark.
· 76 procent af hjertestop uden for hospitalet får hjertelungeredning fra vidner, før ambulancen når frem.
· 14,4 procent overlever hjertestop uden for hospitalet – en firedobling siden 2002.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER