Hvad er Gamle Havn, Ny Havn, Færgehavn og Jollehavnen?

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Hvad er Gamle Havn, Ny Havn, Færgehavn og Jollehavnen?
Dragør Havn. Arkivfoto: Thomas Mose.

En helt central del af Dragør Kommune er Dragør Havn, som er værdsat af både byens borgere og de mange tilrejsende turister. Men Dragør Havn er ikke bare Dragør Havn. Det er ikke ualmindeligt at være i tvivl om hvilke dele af havnen, der hedder hvad. Så hvad hedder Dragør Havns fire bassiner egentlig? Vi spurgte den bedste, der er at spørge – nemlig havnefoged Finn Frigast Larsen.

Der er overordnet fire bassiner: Gamle Havn, Færgehavnen, Ny Havn samt Jollehavnen. Vi begynder ved den gamle by, bevæger os mod øst, og så mod syd. Altså med uret med den store parkeringsplads ved Dragør Værft som urets midte.

Gamle Havn – strækker sig i vest fra foran Dragør Strandhotel mod øst til forbi Café Espersen og videre ud mod ind- og udsejlingen helt i øst. Mange udtaler navnet »Gammel Havn«, men det officielle navn er altså »Gamle Havn«. Bassinet ligger i umiddelbar forlængelse af den gamle by og udgør den del af havnen, som blandt andet omfatter den oprindelige fiskerihavn – det hyggelige, gamle fiskerleje ved det lille gule beghus.

Færgehavnen ligger lige ved og øst for Dragør Bådeværft. Det var her, færgerne fra Sverige lagde til. I dag bruges bassinet som erhvervs- og lystbådehavn, og det er her, der ligger langt færrest både.

Ny Havn ligger lige syd for Færgehavnen og nord for Dragør Fort. Men bassinet er dog ikke helt så nyt, som navnet antyder. Det blev etableret for mere end et halvt århundrede siden i 1972. Nogle kalder det ved de uofficielle navne Lystbådehavnen eller Marinaen.

Jollehavnen er bassinet, der omkranser Dragør Fort. Vandet hører under Dragør Fort, men Dragør Kommune har brugsretten til en del af det.

I alt rummer Dragør Havn 550 bådepladser, 130 jollepladser samt en mindre fiskeri- og erhvervshavn, men der udvides og forbedres løbende. Mange har faste pladser. Derudover kommer der rigtig mange bådturister forbi hvert år, som kan lægge til på ledige gæstepladser. I 2025 var antallet af besøg præcis 4.961 både. Derudover betalte 281 autocampere for at bruge havnens faciliteter.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER