Hvad er Mormorstranden?

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Hvad er Mormorstranden?
Med store maskiner bliver tang fjernet fra Mormorstranden. Arkivfoto: HAS.

Man skal nok ikke have boet ret lang tid i Dragør, før man har hørt om Mormorstranden – i hvert fald ikke, hvis man flytter hertil i sommerperioden. For da er denne strand, som er placeret mellem Dragør Søbad og Dragør Fort, meget populær og meget omtalt.

Strandlinjen har jo altid været der, og området er også tidligere blevet brugt til badning. Men det var i 1997, at kommunen gravede sand op fra vandet omkring søbadet og – sammen med en del ekstra sand – brugte det til at etablere en ny og forbedret strand. Dette skete, efter at kommunalbestyrelsen året før havde stemt for forbedring af stranden og afsat budget til det.

Stranden fik hurtigt tilnavnet Mormorstranden. I dag er dette også det helt officielle navn for stranden. Det optræder på Google-kort og i turistbeskrivelser for Dragør. Ifølge en artikel i Dragør Nyt fra den 8. juli 1997 var det Dragør-borgere med børnebørn, der begyndte at kalde det for Mormorstranden. Også ifølge Historisk Arkiv Dragør er navnet opstået, fordi vandet er så lavt, at mormødre (og andre slags bedsteforældre) kan bade med børnebørnene.

Nogle henviser også til et ordsprog, der skulle ligge til grund for Mormorstrandens navn: »Stedet, hvor barnet kan bunde, mens mormor holder øje, og morfar kan blunde.« Hvor det kommer fra, vides dog ikke.

Sandt er det i hvert fald, at der er meget lavvandet langs Mormorstranden, og stranden benyttes ivrigt hele sommeren igennem. Særligt er det et yndet udflugtssted for børnefamilier og skoleklasser.

Hvad man også kan læse om, hvis man går i Dragør Nyts arkiver, er dog, at det hvert år kræver en del vedligehold fra kommunens side at gøre stranden klar til sommerbadegæsterne. I april sidste år fjernede kommunen således 1.000 tons tang fra stranden og derudover cirka 500 tons i løbet af badesæsonen. Ofte fyldes der også ekstra sand på stranden.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER