Ingen flyvninger i timevis: Droner lukker lufthavnen

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Ingen flyvninger i timevis: Droner lukker lufthavnen

Masser af politi, men ingen fly – kun en enkelt helikopter, der i timevis er cirklet over lufthavnsområdet og omgivelserne.

Sådan har situationen set ud mandag aften i Københavns Lufthavn, hvor flyvningen har været indstillet siden kort før klokken 22. Her meldte Københavns Politi ud om, at der var set to-tre større droner i luftrummet over Københavns Lufthavn.

Samme melding fremgår af lufthavnens hjemmeside, hvor man på afgangstavlen online kan se ordet cancelled – aflyst – igen og igen.

»På grund af uidentificerede droner er al flytrafik til og fra Københavns Lufthavn i øjeblikket indstillet. Passagerer bedes orientere sig hos deres flyselskab,« hedder meldingen på cph.dk – lufthavnens hjemmeside.

Lufthavnen meldte klokken 23.17 ud på X, at der fortsat er uidentificerede droner omkring lufthavnen.

Dragør Nyt har talt med et par lokale borgere, der dels har meldt om civile politikøretøjer i Dragør, og dels om større mængder politi på selve lufthavnsområdet og langs Kystvejen. Taxaer, der normalt fylder godt foran lufthavnen, er desuden angiveligt blevet bedt om at parkere andre steder. Der er desuden heftig kørende trafik på lufthavnens område, ligesom lufthavnens egne vagter har været rundt langs ydersiden af hegnet.

Ifølge Ekstra Bladet er flere fly omdirigeret til Aalborg, Billund og Sturup ved Malmö, hvorfra danske passagerer sendes retur til Danmark i bus.

Luthavn lammet Tim Panduro.jpg
Der var masser af aktivitet på landjorden, men ingen fly i luften. En helikopter svævede dog over lufthavnsområdet. Foto: Tim Panduro

Flytrafik lammet 2 Tim Panduro.JPG
Cancelled, cancelled, cancelled. Lufthavnens egen hjemmeside fortæller historien om, hvor voldsomt dronerne påvirker flyvningerne. Screenshot fra cph.dk

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER