Uanset om du allerede har skrevet under på en fjernvarmekontrakt i Dragør eller overvejer at gøre det, kan du nu – hvis du bor i et enfamilieshus – vælge at få fjernvarme på abonnement.
Det vil sige, at du i stedet for at skulle betale omkring 50.000 kroner for et fjernvarmeanlæg og derudover for service kan nøjes med en abonnementsordning til cirka 3.500 kroner om året.
Det har kommunalbestyrelsen netop vedtaget til et ekstraordinært møde mandag den 12. maj, efter at en helt ny afgørelse fra Energiklagenævnet har vendt op og ned på reglerne for abonnementsordninger.
Lovligt – ulovligt – og nu lovligt igen
Hidtil har det været meldingen fra Dragør Kommune og Tårnby Forsyning, at en abonnementsordning ikke kunne blive en mulighed i Dragør. En afgørelse fra Forsyningstilsynet i april sidste år betød, at fjernvarme på abonnement i områder, hvor der ikke allerede var abonnementsaftaler, ikke kunne lade sig gøre i praksis.
Afgørelsen sagde, at abonnementsordninger ikke kunne indregnes i varmeprisen, og at det derfor ikke var tilladt for kommuner at stille lånegaranti for abonnementsordninger. Hvis de skulle tilbyde dem, skulle det gøres ved at oprette et særskilt selskab, som skulle søge ekstern finansiering via eksempelvis fonde.
Men sagen har været indklaget til Energiklagenævnet, og nævnet har altså netop truffet en afgørelse, der betyder, at Forsyningstilsynets afgørelse er ophævet. Hvis man synes, at det hele lyder indviklet, tager man ikke fejl.
Men faktum er i hvert fald, at Tårnby Forsyning/Dragør Fjernvarme på baggrund af den nye afgørelse i sidste uge anmodede om, at det, der oprindeligt var med i planen – nemlig at Dragør Kommune skulle stille en garanti på 200 millioner kroner, så en abonnementsordning på fjernvarmeunits til privatkunder, der bor i enfamilieshuse, kunne blive en realitet – skulle genindføres.
Og det tog kommunalbestyrelsen så stilling til på det ekstraordinære møde mandag. Borgmester Kenneth Gøtterup (C) er glad for beslutningen.
»Det er superpositivt for kunderne. For det var det, vi havde planlagt fra starten. Så blev vi overhalet af tilsynet, der sagde, at det var ulovligt, og så måtte vi tage det ud af projektet. Men nu hvor sagen er omgjort, mener vi selvfølgelig, at borgerne skal have den mulighed,« siger han.
At udskyde fjernvarmefrist er også i spil
Den 1. juni – hvor Dragør-borgerne skal tage endeligt stilling til fjernvarme – nærmer sig med hastige skridt, og borgmesteren mener, at Energiankenævnets afgørelse og den nyåbnede mulighed for fjernvarme på abonnement betyder, at Dragør-borgerne skal have længere tid til at tage stilling til fjernvarmen.
Mandag morgen var både Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen samlet for at beslutte netop dette: om fristen for fjernvarmetilmelding kan skubbes lidt. Det har Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR), der skal levere fjernvarmen, nemlig givet grønt lys for.
I Økonomiudvalget var der flertal for beslutningen, men i kommunalbestyrelsen blev en afgørelse stoppet af Peter Læssøe fra liste T, fordi der ikke var indkaldt til beslutningen med de krævede fire dages varsel. Derfor er der nu indkaldt til endnu et ekstraordinært møde på fredag, hvor kommunalbestyrelsen beslutter, om borgerne skal have til længere end den 1. juni, før de svarer endeligt ja eller nej til fjernvarme.
»Jeg ved ikke, om tiden gør noget til eller fra for folks beslutning. Men jeg synes, at det er rimeligt, at borgerne får mulighed for at forholde sig til de nye oplysninger og muligheden for at få fjernvarme på abonnement,« siger Kenneth Gøtterup.
3.500 kroner – ikke 50.000 kroner
Uanset om tidsfristen for tilmelding til fjernvarme bliver udskudt lidt, bliver abonnementsordningen en realitet. Og helt konkret betyder det, at man ikke vil skulle betale for et fjernvarmeanlæg eller for servicen af det.
Man skal stadig betale 1.250 kroner per meter stikledning, det vil kræve at koble ens bolig til en fjernvarmehovedledning.
Men derudover får man for cirka 3.500 kroner om året nedtaget sit gamle olie- eller gasfyr, opsat et fjernvarmeanlæg (inklusiv op til ti meter indendørs rørføring), fremadrettet service og vedligehold af fjernvarmeanlægget og udskiftning til nyt, når det trænger.
Kenneth Gøtterup tror, at abonnementsordningen kan gøre en positiv forskel for dem, der allerede er tilhængere af fjernvarme, så de får endnu mere lyst til at skrive under på den endelige fjernvarmekontrakt. Men han regner ikke med, at det gør den store forskel for dem, der i forvejen ikke har lyst til at have fjernvarme.
»Og dette ændrer ikke noget for vores krav om, at der skal være 65 procents tilslutning, for at det vil være økonomisk rentabelt at udrulle fjernvarme i Dragør,« understreger han.
Raymond Skaarup, direktør i Tårnby Forsyning/Dragør Fjernvarme, mener dog, at flere vil skrive under, nu hvor abonnementsordningen bliver en realitet.
»Vi tror, at det vil have en god effekt på tilslutningsprocenten. Om det er nok til at nå kravet på 65 procent, må tiden vise,« siger han.
Sådan er sagen om abonnementsordning forløbet
2023: At tilbyde fjernvarmeanlæg på abonnement var en del af det projektforslag for udrulning af fjernvarme, der oprindeligt blev godkendt.
April 2024: Forsyningstilsynet traf beslutning i en sag fra Halsnæs Forsyning, som betød, at abonnementsordningen blev taget ud af Dragør-projektet. Afgørelsen sagde, at en fjernvarmeinstallation ikke kan ses som en del af det fælles fjernvarmenet. En abonnementsordning på fjernvarmeanlæg kan altså ikke indregnes i varmeprisen og skal tilbydes på markedsvilkår. Som følge deraf kan kommuner heller ikke stille kommunal lånegaranti. Hvis de skal tilbyde ordningen, skal de gøre det gennem et separat selskab med ekstern finansiering.
Den 10. april 2025: Energiankenævnet tager stilling til Forsyningstilsynets afgørelse. Nævnet afgør, at der ikke er hjemmel for tilsynets beslutning, og ophæver den. Dermed kan det altså igen regnes for lovligt at tilbyde fjernvarmeanlæg på abonnement. Kommuner kan give lånegaranti for ordningen.
Den 5. maj 2025: Dragør Fjernvarme beslutter at indstille til kommunalbestyrelsen, at man genindfører muligheden for abonnementsordning til privatkunder i enfamiliehuse i Dragør Kommune.
Den 12. maj 2025: Kommunalbestyrelsen beslutter, at fjernvarme skal kunne tilbydes på abonnement til Dragør-borgerne.