Når Flemming Blønd forlader byrådssalen på rådhuset efter årets sidste byrådsmøde i december, er det med et farvel til fire år som kommunalpolitiker – og en dør, han selv lukker i forhold til at stille op igen.
Sydamagerlisten, som han repræsenterer i kommunalbestyrelsen lidt endnu, fik ikke stemmer nok til endnu en periode ved valget til kommunalbestyrelsen, og hvis listen genopstår på næste stemmeseddel, bliver det uden ham.
»Jeg vil ikke ende som Dragørs svar på Joe Biden,« spøger den 78-årige kommunalpolitiker med henvisning til USA’s forrige præsident, der viste tydelige tegn på alderdom i sin sidste tid i Det Hvide Hus.
»Jeg er nødt til at være realistisk. Vi blev nok straffet af vælgerne for, at jeg er over the hill,« siger han.
Aftryk
Han peger på, at Sydamagerlisten har sat flere aftryk i de fire år, han som ene mand har repræsenteret listen i den 15 mand store kommunalbestyrelse.
»Jeg har fået at vide, at et af vore aftryk er, at man er blevet meget mere opmærksomme på at bruge den anlægsramme, der er afsat,« siger han med henvisning til den ramme, kommunen lovligt kan bruge til renovering og nybyggeri eller anden etablering af kommunale anlæg.
»Og jeg mener også, at vi har sat et grønt aftryk og skabt en bevidsthed om, hvordan vi skal forholde os til lufthavnens udvidelse. Og så har vi fået iværksat, at man får foretaget en analyse af fordele og ulemper ved en sammenlægning med Tårnby Kommune. Det er et meget synligt aftryk,« fortæller Flemming Blønd.
Netop en kommunesammenlægning er hele Sydamagerlistens eksistensgrundlag. I 2025 gik listen med i det kommunale budgetforlig på et løfte om, at der skulle afsættes 700.000 kroner til en undersøgelse af netop fordele og ulemper ved sådan en sammenlægning.
Mere tid til børnebørn
Ingen andre partier er dog umiddelbart tilhængere af at demontere Dragør Kommune, og da en kommunalbestyrelse gerne må lave budgetrevideringer, kan undersøgelsen hænge i en tynd tråd, når den nye kommunalbestyrelse træder sammen efter nytår.
»Det kan man desværre sagtens forestille sig. Men det vil nok vække en smule vrede nogle steder, når nu det er blevet besluttet, at man skal have et oplyst grundlag at træffe beslutninger på,« lyder det fra Flemming Blønd.
Han betegner årene i kommunalbestyrelsen som »utroligt lærerige«, og det er på godt og ondt, lader han forstå.
»Alt går utroligt langsomt i Dragør. Det har generet mig undervejs. Der er kommet lidt ny asfalt og en regnbuebænk, men ellers er der ikke sket noget,« siger han og giver udtryk for, at der midt i skuffelsen over genvalget også er en smule lettelse.
»Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Nu har jeg pludselig en kalender for 2026, der gør, at vi kan tage på nogle længere ferier, og at jeg kan få mere tid til mine børn og børnebørn,« slutter han.
»Alt går utroligt langsomt i Dragør. Det har generet mig undervejs.«
Flemming Blønd, Sydamagerlisten