Hvis katastrofen i form af en stor oversvømmelse rammer, kan man som borger ikke nødvendigvis forvente hurtig hjælp fra myndighederne. Derfor er det nødvendigt, at man som borger selv ved, hvordan man kan handle.
Sådan lyder budskabet fra Nina Baron, der er lektor på Københavns Professionshøjskoles katastrofe- og risikomanageruddannelse. I den funktion skal hun stå bag et nyt projekt i Dragør, der skal ruste borgerne bedre til at håndtere en pludselig opstået krise.
Det er både et forsknings- og træningsprojekt, der dels skal føre til, at Dragørs borgere kan blive mere bevidste om, hvad de selv kan gøre, hvis der kommer stormflod – og dels skal kunne skabe en model for, hvordan borgere i andre dele af landet kan håndtere den samme situation.
»Det handler om, hvad vi skal gøre som individer, men især som gruppe, som lokalsamfund,« siger Nina Baron.
»Helt lavpraktisk kan det handle om at tjekke, om ting er vel hos dem, der ikke er hjemme. Men det kan også være at have system for at patruljere kysten og holde øje med diger og højvandsmure.«
Pengene til projektet er bevilget af Dragørs politikere og stammer fra fonden Realdanias tilskud til den kommunale kystsikring.
Væk fra det klassiske
Professionshøjskolen er stadig ved at sætte det hold, der skal tage sig af projektet, og derfor er meget ikke plads. Nina Baron forventer dog, at der vil blive udpeget tre ultralokale områder, hvor arbejdet skal foregå.
Arbejdsgruppen går i gang i løbet af foråret, og derefter vil der blive sendt invitationer til dem, som man håber vil deltage i borgergrupperne. Det er både borgere og myndigheder, der så skal arbejde med forskellige scenarier i workshops.
»Det er vigtigt, at det ikke bare er en borgergruppe. Der skal også sidde en fra beredskabet og en fra kommunen. Det er vigtigt at tale om ansvarsfordeling, kontaktlinjer og den slags. Når vandet står så højt, at der kommer et varsel, skal man vide, hvem der gør hvad, hvad man selv kan gøre lokalt, og hvordan det, man gør, kan passe sammen med det, beredskabet skal gøre. Det er vigtigt at vide, om man skal sætte skodder i, tjekke hos naboerne, patruljere diger, eller om andre opgaver er vigtigere,« siger hun.
»Vi vil bevæge os uden for det klassiske borgermøde og sætte os ultralokalt og kigge på scenarier i forhold til de fysiske løsninger. Vi skal klarlægge, hvad folk realistisk kan gøre og ikke gøre, og hvordan man kan sætte forskellige elementer af fysisk beredskab sammen.«
Nina Baron peger på, at scenarietræningen kan være en hjælp i andre situationer end blot ved oversvømmelser.
»Vi skal klarlægge, hvad folk realistisk kan gøre og ikke gøre.«
Nina Baron
»Det – at man har overvejet, hvad der skal ske, hvis der kommer en oversvømmelse – gør også, at man er mere rustet til andre kriser. Hvis man ved, hvem man skal ringe til hvornår, hvem der tjekker op på folk i nabolaget, og hvor man skal mødes, hvis der sker noget dramatisk, er det mindre interessant, om det er en oversvømmelse eller et strømnedbrud, der er årsag til situationen.«
Forskellige scenarier
Som kystland er Danmark meget udsat for oversvømmelser, og Dragør Kommune er en af de hårdest belastede kommuner. Ved en såkaldt 100-årshændelse vil over 40 procent af bygningerne i kommunen stå under vand.
»I Danmark har man altid tænkt, at man kunne bygge sig væk fra problemerne. Men i de ti år, jeg har arbejdet med klimatilpasning, er der kommet en erkendelse af, at det ikke er muligt. Der vil altid være en risiko for et digebrud eller for, at vandet kan komme fra en anden side end den, man har beskyttet sig imod,« siger Nina Baron.
»Det handler også om, hvad vi ønsker os som kystland. Har vi lyst til at bo inden for tårnhøje mure, eller vil man skabe natur og rekreative områder. Hvis man vælger det sidste, begynder vi at udfordre den klassiske løsning, hvor det kun er myndighederne, der er ansvarlige.«
Netop den udfordring kræver, at man som borger nær kysten skal ændre sin opfattelse af sin egen rolle i forhold til myndighedernes. Det skred er ved at ske, fornemmer Nina Baron og peger på stormfloden i 2023, der også ramte dele af Dragørs kyst, som en stor forandring.
»I 2006 var der en stor stormflod, og efter den var der debatter om, hvorfor myndighederne ikke fiksede udfordringerne. I 2023 blev diskussionen en anden. Man rakte stadig ud til myndighederne, men fornemmelsen af, at andre skulle fikse det, var væk. Det blev meget tydeligt, at myndighederne ikke kunne være overalt. Der var simpelthen ikke arme, ben, watertubes og pumper nok. Hvis ikke man bor i de tættest befolkede områder, kan man ikke forvente hurtig hjælp. Så opfattelsen har ændret sig. Når det går godt, kan man godt overlade ansvaret til myndighederne, men når der er pres på, må man klare flere ting selv.«
At leve med vandet
Vandet er her, og det vil sandsynligvis blive ved med at stige, så udfordringen går ikke væk. Tværtimod. Nina Baron mener da også, at danskerne skal tilpasse sig forholdene. Hun har ikke en løsning, men hun kommer med flere bud på, hvordan tilpasningen kan ske.
»Det kan være ved ikke at bygge lige så meget på udsatte steder eller ved at bygge huse, der er mere tilpassede til vandet. Men hvis vi skal leve mere fleksibelt med vandet, skal der også være flere mennesker involveret. Folk i Dragør skal erkende, at det er en del af hverdagen. På samme måde som vi skal holde øje med, om vejret gør, at vi ikke kan cykle på arbejde, kan det også være, at vi skal holde øje med højvande og have styr på, om der er døre, man skal lukke, eller om man skal gå en tur på diget, når det brænder på, og tjekke, om der er ved at komme digebrud,« siger hun.
»Det kan også være, at vi skal leve med, at vi sikrer vores huse med vandtætte skodder, så der kan stå ti centimeter vand op ad muren, uden at der sker noget. Det, jeg gerne vil udfordre, er, om vi skal overveje, om vi skal vænne os til, at vi lever i et kystsamfund, og at vi nogle dage ikke kan komme på arbejde, fordi vi skal forberede vores hjem på en oversvømmelse – altså så man ikke har snefri, men vandfri. Måske skal vi slippe tanken om, at alle dage skal være ens, og leve med, at vejen langs kysten bliver oversvømmet to gange om året, eller om man kan acceptere, at man skal flytte sin bil, når der kommer et varsel om højvande,« siger hun.
Et stort spørgsmål er, hvordan man får folk til at acceptere, at diger, der koster formuer, ikke giver fuld sikkerhed.
»Det er 1.000-kronersspørgsmålet. Håbet er, at de samtaler og diskussioner, vi får, kan føre til en forståelse af både risikoen og af, at man skal bidrage med noget selv, uanset at der bliver skabt nogle fysiske diger,« siger hun og peger på værdien af folks egne erfaringer i den sammenhæng.
»Vi har lavet en del projekter, der minder om det, vi skal i gang med i Dragør, og der er en kæmpestor forskel på folks opfattelse. Den ene halvdel har aldrig oplevet, at der er sket noget, og de har idéen om, at myndighederne fikser det. Men så er der de andre, der har stået i vand til knæene og måske har mistet tilliden til myndighederne, og dem kan man tage debatterne med,« siger hun.
»Med forskningsprojektet i Dragør skal vi tænke anderledes og ryste op i det, vi normalt gør. Hvordan vi gør det, uden at det ender i en stor konflikt, ved jeg endnu ikke. Men fra mit forskernørdehjørne synes jeg, at det er utroligt fedt, at Dragør Kommune har vovet at kaste sig ud i dette sammen med os,« lyder det fra Nina Baron.