Kirsten nægter at købe robotstøvsuger: »Det er ikke en løsning, jeg har bedt om«

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Kirsten nægter at købe robotstøvsuger: »Det er ikke en løsning, jeg har bedt om«
Normalt er Kirsten Poulsen ikke “teknikforskrækket”, men ved robotstøvsugeren trækker hun grænsen. Foto: Freja Bundvad.
Kirsten Poulsen har mange ting i sin lejlighed, og hun er bekymret for, om en robotstøvsuger kan bevæge sig rundt. Foto: Freja Bundvad.

82-årige Kirsten Poulsen har boet i Dragør i mange år og klarer sig selv det meste af tiden. På trods af nogle skavanker holder hun sig aktiv og har mange gøremål, men som mange andre ældre har hun i flere år haft brug for forskellig praktisk hjælp.

Kommunens hjemmepleje gør rent i hendes lejlighed cirka 20 gange om året, og det plejer at fungere uden problemer. Men da en visitator i januar dukkede op, var beskeden klar: Der er ingen dørtrin i hendes hjem, og derfor skal hun have en robotstøvsuger. Indtil hun har anskaffet sig en, kan hun ikke få hjælp til rengøring.

Men Kirsten Poulsen har ikke lyst til at købe en robotstøvsuger. Selvom der ikke er dørtrin i lejligheden, er der til gengæld mange gulvtæpper og bord- og stoleben, der kan blive en udfordring for en rengøringsrobot.

»Jeg blev simpelthen påduttet en løsning, jeg hverken har bedt om eller kan bruge. Jeg kan ikke kravle rundt på gulvet og tømme den, og jeg er bange for at falde over den om natten,« fortæller Kirsten Poulsen.

Med hjælp fra sin datter, Lise Bang Pedersen, har Kirsten Poulsen forsøgt at klage over beslutningen, men uden held. Sagen er nu sendt videre til Ankestyrelsen.

Et system, der ikke giver mening

Lise Bang Pedersen undrer sig over, hvordan en robotstøvsuger skal være en effektiv løsning for hendes mor.

»De påstår, at det sparer tid og penge, men hvem skal så tømme støvsugeren? Hvem sørger for, at den ikke sidder fast? Min mor får kun hjælp hver 14. dag, og nogle gange bliver besøget aflyst. Jeg kan ikke se, hvordan det her kan være billigere end at lade hjemmehjælperen støvsuge, når de alligevel er der for at gøre rent,« siger hun.

I afslaget på klagen fik Kirsten Poulsen at vide, at hvis hun var bange for at falde over støvsugeren, måtte hun blive siddende på sin stol under støvsugningen.

Artiklen fortsætter efter billedet.

»De siger, at jeg skal holde mig i gang, men samtidig skal jeg sidde helt stille, mens den larmer rundt i stuen? Det hænger ikke sammen,« siger Kirsten Poulsen med et skævt smil.

Lise Bang Pedersen stiller spørgsmål ved, hvordan kommunen har truffet beslutningen om at pålægge ældre at købe robotstøvsugere.

»Der er brugt konsulentfirmaer til at regne på, om det kan spare penge, men har man spurgt de ansatte, der rent faktisk kommer i hjemmene? Det er jo dem, der ved, hvad der fungerer,« siger hun.

»I min generation lærte vi, at man lytter til dem, der har forstand på arbejdet. Men her virker det, som om man har truffet en beslutning hen over hovedet på både medarbejdere og os ældre,« konstaterer Kirsten Poulsen.

Ikke optimistisk

For nu har Kirsten Poulsen valgt at vente på Ankestyrelsens afgørelse, men hun er ikke optimistisk. Hun frygter, at sagen ikke bliver omgjort, og at hun på trods af tæpper, bordben og frygten for at snuble må investere i en robotstøvsuger mod sin vilje.

Både hun og datteren mener, at det er respektløs behandling af Dragør Kommunes ældre.

»Vi lever i et rigt samfund, og alligevel skal vores ældre selv betale for noget, de måske ikke engang kan bruge. Jeg ville hellere betale lidt mere i skat og vide, at min mor og andre i hendes situation blev behandlet med respekt,« siger Lise Bang Pedersen.

Indtil videre er Kirsten afhængig af sin datter til at hjælpe med rengøringen, mens sagen bliver behandlet. Men hun spørger sig selv, hvad de ældre gør, som ikke har familie tæt på:

»Så bliver der bare ikke gjort rent. Det er trist,« siger hun.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER