Den varslede snestorm kommer ikke til at lægge Dragør ned uden kamp.
På kommunens materielgård på Nordre Dragørvej følger man vejrudsigten – og er klar til at handle, hvis DMIs forudsigelser om en egentlig snestorm holder stik.
Det oplyser Jesper Horn Larsen, der er centerchef for Plan, Teknik og Erhverv i Dragør Kommune.
Ud over det almindelige sneberedskab – hvor vognmænd er klar til at blive indkaldt – har man også taget andre midler i brug.
»Der er sikret bemanding til kommunens to store traktorer, og der er rigeligt med salt til vejene,« siger centerchefen.
Netop saltforbruget har været temmelig højt i år – og kommunen har fyldt lagrene for tredje gang. Det skyldes den usædvanligt kolde januar, hvor temperaturen ofte har danset omkring frysepunktet.

