Når ægteskabet brister, fremlejet udløber, eller man som ung pludselig må flytte hjemmefra, har der hidtil ikke været nogen kære mor i Dragør Kommune.
Hvis man har henvendt sig på rådhuset for at komme på den såkaldte husvildeliste – og dermed få en forlomme til en almen bolig – har man fået et blankt afslag fra rådhuset, hvis man søgte, uden at boligmanglen var »akut og uforskyldt«. Det vil sige, at selv en uforsonlig skilsmisse eller et kuldsejlet forhold generationerne imellem ikke har været grund nok til overhovedet at få oprettet en sag.
Men den praksis er ikke i pagt med loven, viser en udtalelse fra Ankestyrelsen. Her bliver det slået fast, at der altid skal foretages en helhedsvurdering af situationen, før der gives tilsagn eller afslag.
»Det betyder, at der ved hver enkelt henvendelse, uanset borgerens situation, skal udarbejdes en helhedsvurdering. En helhedsvurdering indebærer, at kommunen skal vurdere borgerens samlede livssituation ved boligsocial anvisning, herunder boligbehov, helbred, sociale forhold, økonomi, evne til selv at finde bolig samt hensynet til beboersammensætningen i den afdeling, den boligsøgende anvises til eller bor i på anvisningstidspunktet,« hedder det i kommunens egen sammenfatning af de nye regler, hvor det også fremgår, at husvildelisten fremover skifter navn til den boligsociale liste.
Dragør Kommune råder over hver fjerde ledige almene familieboliger, som kan bruges til løsning af akutte boligsituationer.
Selvom Ankestyrelsens udtalelse betyder, at der skal indføres en helt ny praksis, kommer det næppe til at have den store effekt i Dragør, vurderer formanden for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, Nicolaj Bertel Riber.
»I sidste ende er det i morgen som i går. Det er den med det største boligsociale problem, der får boligen. Selvom kriterierne falder bort, vil det stadig være en socialfaglig vurdering, der bliver lagt til grund,« siger han og peger på, at det er meget begrænset, hvor mange boliger Dragør Kommune kan råde over.
»Vi har ikke adgang til vanvittigt mange boliger, fordi der gennem årene ikke har være en villighed til at udvikle den almene boligsektor i Dragør.«
Udtalelsen fra Ankestyrelsen er ikke rettet specifikt på Dragør Kommune. Styrelsen har varslet, at der vil blive foretaget stikprøvekontroller i første halvår af 2026 for at holde øje med, om den ny praksis bliver overholdt.