Der kan i løbet af relativt kort tid komme et mere kvalificeret grundlag til at vurdere støj- og partikelforureningen fra Københavns Lufthavn.
Et samlet Klima-, By- og Erhvervsudvalg har vedtaget to forslag fra Liste T om, at Dragør Kommune skal undersøge udgiften til en permanent målestation for støj og to målestationer for ultrafine partikler fra lufthavnen.
»Igennem mange år har Dragør Kommune forespurgt Københavns Lufthavne (CPH) om, hvorfor CPH ikke har opsat en permanent støjmålestation i Store Magleby. CPH har i alle årene undveget at svare på dette spørgsmål. Da CPH gennem årtier har nølet, er det på høje tid, at Dragør Kommune selv tager initiativ til, at støjen måles og kvantificeres,« hedder det i Liste T’s motivation for forslaget om støjmålingen.
Liste T foreslår, at en målestation for støj skal stå så tæt som muligt på svinget Hovedgaden/Ndr. Dragørvej i Store Magleby, og netop store Magleby er den mest støjplagede del af kommunen. Udvalget har dog noteret, at man også kan kigge på andre placeringer.
Ultrafine partikler
Store Magleby skal også være hjemsted for den ene måler til ultrafine partikler, mens den anden kan anbringes på Nordstranden.
De ultrafine partikler er et af de helt store diskussionsemner, når det handler om mulig forurening fra lufthavnen, men der findes ingen faste målinger fra Dragør Kommune. Liste T mener dog, at det er nødvendigt, fremgår det af motivationen.
»I april 2024 viste en måling foretaget af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, at der er et ’væsentligt bidrag’ fra lufthavnen, når det gælder forurening med ultrafine partikler i området omkring lufthavnen. Målinger nord, vest og syd for lufthavnen viste, at Store Magleby var mindst påvirket af de fire steder med en årsmiddelværdi på 11.100–10.900 partikler per kubikcentimeter. Dog er partikelforureningen væsentlig større, når det blæser fra vest og nord: Op mod 23.500 kubikcentimeter, når vinden kommer fra nord. 22.400 kubikcentimeter ved vestlig vind. WHO har defineret en timemiddelværdi på over 20.000 partikler per kubikcentimeter som høj,« hedder det i forslaget, der også ridser op, at Tårnby Kommune har undersøgt partikelforureningen yderligere.
Kortlægningen viser, at der flere steder i kommunen er flere ultrafine partikler end på H.C. Andersens Boulevard, som ellers har været Danmarks mest forurenede.
»Vi finder det vigtigt at få afklaret forureningen i Dragør Kommune. Det er oplagt at måle både i Store Magleby og på Nordstranden,« hedder det i forslaget fra Liste T, der altså nu er godkendt i forhold til en undersøgelse af økonomien i målingerne.
Midlertidig løsning
Københavns Lufthavn har selv tilbudt en midlertidig løsning. Det fremgår af dagsordenen for næste møde i Klima- By og Erhvervsudvalget. Mens administrationen i kommunen undersøger mulighederne for en permanent målestation, har lufthavnen tilbudt at sætte en midlertidig målestation op i to måneder. Den kræver strømforsyning og kan derfor ikke anbringes de steder, hvor kommunen har ønsket en placering til den permanente måler. I stedet kan den komme til at stå ved barakbygningerne bag rådhuset på Kirkevej, fremgår det af dagsordenen.