Frem til søndag den 26. april kan man opleve en fælles kunstudstilling i Kunst Republikken på Dragør Havn. Udstillingen er åben dagligt fra klokken 12 til 17 og finder sted på Færgevej 9.
Bag udstillingen står en gruppe kunstnere fra det såkaldte Tirsdags Værksted. Her deltager Mona Brøgger, Ulla Harder Gade, Frida Freja Futtrup, Heidi Blom, Alice Anastassia Ravn, Vivi Johnsen og Jeannette Kiirdal Madsen samt Henrik Seiersen og Pia Lindinger, der driver Kunst Republikken.
Kunst Republikken, som holder til i et lille sort hus på bagsiden af havnekajen, danner rammen om både værksted og udstillinger. Med ryggen mod Skurbyen og udsigt til Dragør Bådeværft ligger huset diskret placeret i havnemiljøet, hvor mange passerer – måske uden at lægge mærke til det.
Indenfor fungerer stedet som atelier, værksted og udstillingsrum. Her mødes kunstnerne og arbejder side om side i et fællesskab, hvor forskellige udtryk og erfaringer får plads. Udstillingen afspejler netop denne bredde og giver et indblik i det kreative arbejde, der foregår bag den beskedne facade på havnen.