
Den bagende sensommersol og gratis udendørsbiograf på havnen er ikke let at konkurrere med.
Alligevel vælger flere forbipasserende at stille deres nysgerrighed på lokal kunst, da Dragør Nyt fredag eftermiddag kigger forbi det gamle værft på havnen. Her udstiller seks kunstnere fra DragørGruppen – Dragørs ældste bestående kunstnersammenslutning – deres værker.
Der er flest malerier, men enkelte fotografier og keramiske værker har også fundet vej til vægge og hylder i den gamle, højloftede værftsbygning.
»Vi har generelt haft rigtig godt besøg, og specielt under havnefesten kiggede mange herind,« siger Ulla Gerhardt, der sammen med kunstnerkollegaerne Niels Febber Andersen, Ole Herltoft og Frida Freia Futrup har vagten denne dag – en ikke helt ubehagelig tjans, hvis man skal tro rødvinsflasken og den muntre snak kunstnerne imellem.
Stokroser og skibsbunde
Motivkredsen er bred. Der er selvfølgelig dragørsk stokroseidyl, men også keramiske heste, fabulerende og farvemættede blomstermotiver samt halvabstrakte landskaber, der viser sig i virkeligheden at være højopløste detaljebilleder fra skibe trukket på land.
Udstillingen er netop det – en udstilling for at vise DragørGruppens kunnen. Lokalerne er stillet gratis til rådighed, og de må ikke bruges til salg. Men kunstnerne må naturligvis gerne give deres kontaktoplysninger, så motiverne fra det store udstillingsvindue kan få et andet hjemsted.
DragørGruppen består af syv kunstnere, og selv om flere af medlemmerne har været med i en del år, fortaber grundlæggelsen sig i fortidens tåger. Sandsynligvis skete det i 1980’erne, men det er egentlig ikke så vigtigt. Det vigtigste er, hvad det giver at være en del af en kunstersammenslutning.
»Man får inspiration, og man er sammen. Da jeg blev medlem, tog vi også ud på Saltholm og i Kongelunden for at male sammen. Det gør vi ikke i dag, men det er noget, vi måske tager fat på igen,« siger Niels Febber Andersen.
Frida Freia Futrup er det senest optagede medlem af gruppen. Hun har udstillet flere gange i Dragør – og det var i Dragør Havnegalleri, at gruppens øvrige medlemmer fik øje på hendes værker.
»Jeg er lige flyttet til Store Magleby fra Skanderborg, så jeg er ny i byen. Det betyder noget at være en del af en gruppe,« siger kunstneren, der med sin nytilflytning til kommunen lever op til det væsentligste kriterie for at blive optaget i DragørGruppen – nemlig en tilknytning til Dragør.
Udstillingen i værftet er åbent alle dage fra klokken 13–18 frem til søndag 24. august. Der er gratis adgang.





