186 millioner kroner til miljøundersøgelser og planlægning af kystsikring på tværs af kommuner i hovedstadsområdet. 64,2 millioner kroner til helbredstjek af danske diger. En forlængelse af kystpuljen til 2028 med 246 millioner kroner.
Det er blot nogle af de kystbeskyttelsestiltag til en samlet værdi af 900 millioner kroner, som regeringen foreslår i finanslovsudspillet for 2026.
Det kan lyde som en gavebod til blandt andet Dragør, hvor man hele tiden frygter den næste stormflod og er i gang med de indledende øvelser til et stort, lokalt kystbeskyttelsesprojekt.
Men borgmester Kenneth Gøtterup (C) har ikke hænderne over hovedet, selvom han synes, det er positivt, at kystsikring trods alt er med i finanslovsudspillet.
»Mit udgangspunkt er, at jeg er positiv over, at man sætter penge af til medfinansiering af blandt andet miljøundersøgelserne til kystbeskyttelsesprojekter, som i øvrigt er lovpligtige. Jeg glæder mig over, at regeringen træder ind på scenen. Men vi ved endnu ikke, hvad der vil gå til Dragør. Og så mangler der nogle meget vigtige ting for, at kystsikringen kan lykkes. Det gælder både den samlede finansiering og de ændringer af lovgivningen, der er nødvendige,« siger Kenneth Gøtterup.
Finansiering? Nytteprincip? Fredningslovgivning?
Finansieringen er akilleshælen i de samlede danske kystsikringsprojekter. For bliver der gjort op med nytteprincippet, så det ikke kun er dem, der får direkte nytte af kystsikringen, som skal betale for den? Eller laver man en model, hvor kommunerne hver især finansierer en del, mens staten samtidig tager et fælles ansvar?
»Vi mangler også, at de får set på lovgivningen omkring de fredningsudfordringer, vores projekt og også andres løber ind i, hvis vi skal lave den bedste sikring,« understreger borgmesteren.
Beskyt, beskyt, beskyt
Kenneth Gøtterup fortsætter derfor ufortrødent sin rundtur til alle partierne på Christiansborg. Finanslovsudspillet ændrer ikke på, at han stadig mener, at der mangler handling bag ordene. Og at det går for langsomt med kyst- og klimasikring. Derudover har han netop sendt et åbent brev til alle partiledere i oppositionen.
»Min konstatering er, at vi har en miljøminister, der skal tage ansvaret. Han er tavs. Så min opfordring til alle partiledere uden om regeringen er, at de sætter sig sammen og laver og præsenterer en løsning. Så bliver den svær at komme udenom for regeringspartierne,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.
I det åbne brev – som er blevet trykt hos Altinget – gør han rede for, at hvor statsministeren på grund af krigen i Ukraine og den internationale krise gav »køb, køb, køb«-beskeden til forsvarsministeren, mener han, at en lignende melding er på sin plads i forhold til den nationale krise, som klima- og stormflodstruslen er.
»Det vil være en hjælp, hvis miljøministeren får lignende beføjelser med en opfordring til ‘beskyt, beskyt, beskyt’,« skriver borgmesteren.