Der er enorm lokal opbakning til både statslig involvering og hurtig kystsikring. Det fremgår af den opinionsundersøgelse, som Constructive Institute har gennemført.
Hele 90 procent af de adspurgte erklærer sig enige i beslutningen om at sende et brev til de ansvarlige ministre for det statslige arbejde med stormflodsplan for København for at gøre opmærksom på, at Dragør fortsat ønsker at være en del af en fælles løsning for Københavnsområdet. Næsten lige så mange – 80 procent – mener, at arbejdet med kystbeskyttelse i Dragør skal fremskyndes. Under fem procent erklærer sig uenige.
Borgmester Kenneth Gøtterup, der er stor fortaler for både hurtig kystsikring og samarbejde med staten om projektet, er glad for resultatet.
»Det viser, at en meget stor del af borgerne er enige med de 12 ud af 15 medlemmer af kommunalbestyrelsen, der har lagt en retning,« siger han med henvisning til det flertal i kommunalbestyrelsen, som støtter en eller anden form for statsligt samarbejde frem for kommunal enegang.
Dragør Kommune er sideløbende i gang med sine egne kystsikringsprojekter – og tempoet kan ikke sættes op, siger han med henvisning til undersøgelsens anden del.
»Det ville være rart, hvis det kunne gøres hurtigere, men der er lovkrav til miljøundersøgelser, der skal overholdes. Hvis vi skal skære noget af for at få et højere tempo, så er det borgerinvolveringen, og det vil jeg være ked af i så stor en sag,« tilføjer borgmesteren.