
Smuk sang i Strandstræde
Ikke mindre end 187 personer drog forventningsfulde gennem byen til Strandstræde 8 – »På trappen« – hvor Michael Weber bor.
Da de mange deltagere var ankommet til adressen, gik døren op, og ud trådte den svenske sopran Cecilia Lindwall med lyskrans på hovedet – det var jo luciadag. Cecilia sang luciasangen på svensk, mens alle lyttede til den betagende stemme.

Michael Weber fortalte historien om Santa Lucia og om, hvordan de forskellige lande fejrer traditionen. I Danmark begyndte skikken under Anden Verdenskrig – muligvis fordi man havde brug for at kunne se lyset i den mørke tid.
Cecilia Lindwall fortsatte med sangen »O hellige nat« af franskmanden Adolphe Adam. Alle sang med, inden der blev serveret portvin og luciabrød – eller lussekatte, som de også hedder på svensk.
Fortet er en kunstig ø
Søndag den 14. december gik 157 personer med på den lange og mørke tur til Dragør Fort. Her stod Steen Hylleborg og Ann Madsen klar og tog imod med gløgg og pebernødder, som fortets ejer, Torben Bødtker, havde doneret. Værterne havde pyntet fortets forhal hyggeligt op.

Dragør Fort ligger på en kunstig ø, der blev bygget i årene 1910–1915 som en del af Københavns befæstning.
Steen Hylleborg fortalte, at da de gamle enkroner og tokroner (daleren) skulle udfases, blev 17 tons mønter opmagasineret i en bunker på fortet. Da de blev hentet til omsmeltning, manglede der angiveligt nogle mønter, men efter megen granskning slog man en streg i sandet og resonerede, at der nok var talt forkert til at begynde med. Mønterne blev senere smeltet om til de 10- og 20-kroner, vi har i dag.
Dragør Fort har aldrig været i krig, men kanonerne blev prøveskudt hver onsdag. Inden affyringen gik en trommeslager rundt i Dragørs gader og bad folk om at lukke vinduerne på klem, så de ikke blæste ud ved lufttrykket. .

Indlagt gættekonkurrence
Turen gik til Strandstræde 2 hos Dorthe Lending og Jan Larsen mandag den 15. december.
Jan Larsen fortalte, at han altid havde drømt om at bo i den gamle by, så da Strandstræde 2 blev sat til salg, var parret ikke længe om at slå til.

Han fortalte om den lange rejse, man skal på, når man vil renovere et gammelt hus i Dragør. Huset er bygget omkring 1750 og var oprindeligt en længe til nabohuset, som ligger ud til Strandlinien.
Dorthe Lending og Jan Larsen købte huset i juni 2023 og renoveringen tog cirka halvandet år.
Dagens Levende Låger-deltagere fik lov til at deltage i en lille gættekonkurrence med præmie i form af en flaske vin til hver af de heldige vindere. Første spørgsmål var, hvor mange tons jord der blev flyttet fra grunden. Det rigtige svar var 28 tons. Derudover skulle deltagerne gætte, hvad der engang lå i den vestlige ende af huset. Svaret var en slagter, der havde forretning på adressen i en kort årrække fra cirka 1851 til 1890. Et par glade deltagere kunne tage fra dagens lågevandring med en flaske vin i hånden.

Dorthe Lending og Jan Larsen serverede portvin og småkager, som man kunne nyde, mens man gik rundt og kiggede på det fine resultat af renoveringen.
Gårdnissen kunne fortælle

Tirsdag den 16. december gik turen til Lodsstræde 4, hvor Hanne og Axel Bendtsen bor på byens eneste tilbageværende gård.
Axel Bendtsen havde igen i år haft en julesamtale med gårdens nisse, og han viderefortalte nissens historie for gæsterne. Gårdnissen har oplevet julen i Lodsstræde i mere end 250 år. Det var et herligt liv på gården, hvor der boede mennesker i hovedhuset, og alle gårdens dyr boede i længerne – heste, køer, grise, gæs, ænder og høns.
For snart 100 år siden brændte det meste af gården, men det lykkedes at redde hovedhuset og loftet – hvad nisserne var særlig glade for. Efter at branden var slukket, var der øl i stuen. Brandmændene trådte ind i stuen med deres beskidte støvler og lavede mærker i det nyferniserede gulv. Men Ane, som var frue på gården, var ligeglad, fordi noget af gården var reddet, så nu skulle der festes.

Manden på gården var sjældent hjemme. Han var skipper og sejlede både til Vejle efter brænde og til De Vestindiske Øer efter sukkergodt til nisserne og rom – som der stadig er noget tilbage af. Og det nød gæsterne godt af, fordi der blev serveret både rompunch og honningkage, så alle 98 gæster var i højt humør, da de gik fra gården.
