29 år er gået, siden den bevarende lokalplan for Store Magleby sidst blev opdateret – men nu er der en ny opdatering på vej.
Lokalplanen bestemmer, hvordan bygninger og landsbyens åbne grønninger bedst kan bevares, og hvordan man eventuelt kan indrette boliger i landsbyen.
Men meget er sket siden den seneste revidering i 1996, og derfor er der blandt andet behov for at kigge på, hvordan man kan sikre klare retningslinjer og fremtidssikring af landsbyens udvikling, som det hedder fra kommunens administration.
I oplægget, der netop er blevet præsenteret for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, nævnes nye bestemmelser for tagvinduer, varmepumper, udformning af ridehaller og en præcisering af farvevalg som eksempler på, hvad man skal kigge på.
Lokalplanens hovedformål vil stadig være at sikre den nuværende bevaringsværdige landsbystruktur og den dertil knyttede bevaringsværdige bebyggelse og beplantning samt at sikre, at eventuel ny bebyggelse, om- og tilbygninger placeres og udformes med hensyntagen til bevaringsinteresserne som helhed.
Når lokalplanforslaget ligger klar til efteråret, skal det i offentlig høring, inden det skal behandles af politikerne.