Lufthavnens PFAS-anlæg ved Dragør er endnu engang forsinket

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Lufthavnens PFAS-anlæg ved Dragør er endnu engang forsinket
Lufthavnens brandøvelsesplads ligger tæt ved hegnet mod Dragør Nordstrand – så her er blevet brugt store mængder PFAS-holdigt brandskum. Foto: Tim Panduro

Det kommer endnu engang til at trække ud med at få renset spildevand for PFAS, et såkaldt evighedskemikalie, ved udløbet U8 tæt på Dragør Nordstrand.

Udløbet modtager vand fra Københavns Lufthavn, der er forurenet med PFAS på grund af tidligere brug af brandslukningsstof med miljøgiften. Lufthavnen har i forvejen flere rensningsanlæg, der håndterer forureningen, og planen var oprindeligt, at U8 også skulle dækkes ind af et anlæg, der skulle have været sat i gang inden udgangen af 2025.

En forsinkelse i processen gjorde, at udbudsmaterialet først kunne ligge klar i forsommeren i år – altså omkring nu. Men nu er der kommet endnu en forsinkelse ind i processen.

»Vi forventer at kunne sende udbudsmateriale ud efter sommerferien, og med den foreløbige tidsplan fra vores rådgiver forventer vi, at anlægget er i drift inden sommeren 2027,« hedder det i et skriftligt svar til Dragør Nyt fra Københavns Lufthavns kommunikationsafdeling.

»Grunden til forsinkelsen af renseanlægget ved U8 er, at vi har haft længere drøftelser med Tårnby Kommune om kravene til anlægget, og at vi derudover desværre har været nødt til at skifte rådgiver midt i processen. Vi har stadig et godt samarbejde med Tårnby Kommune og Dragør Kommune om PFAS,« hedder det videre i svaret.

Tårnby Kommune er hovedmyndighed på sagen, fordi de fleste miljøsager fra Dragør formelt behandles af Tårnby.

PFAS

PFAS er en miljøgift, der tidligere indgik i det særlige brandskum, som bruges ved flyulykker.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der statistisk sammenhæng mellem PFAS og dårligere virkning af vacciner hos børn, nyrekræft hos voksne, forøget kolesterol og lav fødselsvægt, mens der er mere usikkerhed om, hvorvidt det giver forøget risiko for blandt andet bryst- og testikelkræft.

Københavns Lufthavn var blandt de første, der stoppede med at bruge brandskum med stoffet. Men det har meget lang nedbrydningstid, og derfor vil det være en udfordring i årtier endnu, hvilket har resulteret i betegnelsen »evighedskemikalie«.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER