En rejsende i Københavns Lufthavn blev i februar 2024 et værdifuldt ur fattigere, da han lagde det i bakken ved sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn.
En anden passager snuppede nemlig uret og tog det med sig. Men til trods for, at han var i besiddelse af et ur, skulle der gå mere end to år, før klokken faldt i slag for ham, selv om politiet havde en formodning om, hvem han var.
Mandag fik Københavns Politi melding om, at den mistænkte igen befandt sig i lufthavnen. Det var en 26-årig italiensk mand, som blev anholdt og sigtet for tyveri.
Tirsdag blev han fremstillet i Dommervagten i Københavns Byret, hvor han blev varetægtsfængslet i 20 dage, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.