Mesterskabsprisen skal uddeles til flere

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Mesterskabsprisen skal uddeles til flere
Borgmesteren overrækker mesterskabspriser til Oscar Mathias Greising-Adamsen, Frederik Winther Sørensen og Bertram Valdemar Hansen, der sammen vandt DM i badminton for hold sidste år. Foto: Thomas Mose

Efter forslag fra Socialdemokratiet skal Mesterskabsprisen i Dragør udvides til ikke blot at fejre sportslige medaljer, men også en lang række andre præstationer inden for blandt andet håndværk og kunst. Børne-, Fritids- og Kulturudvalget har netop vedtaget nye kriterier for mesterskabspriserne.

Allerede fra i år kan man således indstille personer eller hold, der har »gjort sig særligt udmærket til turneringer, stævner og konkurrencer inden for områder eller konkurrencefag som sport, tekniske færdigheder, kreative og håndværksmæssige fag, gastronomi, kunstneriske og performative fag, samfundsengagement eller videnskabelige og akademiske præstationer.«

Det er medaljevindere af både nationale, europæiske, nordiske og verdensmesterskaber, der kan indstilles til prisen – og oprykninger i divisioner eller ligaer.

»Når vi hædrer dem, der har opnået noget særligt – uanset om det er i en sportshal eller ved en teknisk konkurrence – sender vi et stærkt signal om, at alle talenter er vigtige. Det er et vigtigt skridt i retning af et mere inkluderende fællesskab. Vi ønsker at gøre plads til, at unge i Dragør kan blive mødt med anerkendelse, også hvis deres passion ligger uden for de klassiske idrætsgrene. Det er et spørgsmål om ligeværd,« lyder det fra Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

Der blev på udvalgsmødet også bundet ekstra penge i halen på Mesterskabsprisen. Politikerne besluttede nemlig at tilføje 24.700 kroner ekstra, som det anslås at komme til at koste, når man udvider kriterierne for mesterskabsprisen. I 2025 findes det i budgettet for kultur og fritid (sektor 4). Fremadrettet skal pengene indgå i budgetforhandlingerne, så der er fuld finansiering til den udvidede fejring af mesterskabspriser.

Beslutningen skal både forbi Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen, før den er endeligt vedtaget.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER