Mona Pedersen kom til Dragør som Mona Larsen den 19. april 1936. Det var den dag, hun blev født, og det var herfra hendes verden gik resten af livet.
Hendes mor var kommet til en gård ved Kongelunden fra Sverige, mens hendes far var født gartnerboligen i Kongens Have, inden familien havde slået sig ned herude.
Mona voksede op lige ved siden af Dragør Kirke, så hun kunne høre klokkerne ringe hver dag.
Men skoledistrikterne var dengang delt sådan, at hendes side af vejen blev sendt op til bønderne på Store Magleby Skole. Derfor lærte hun Kirkevej at kende i al slags vejr.
Som ung kvinde slog hun sine folder til badehotellets danseaftener. Her kunne orkesterlederen finde på at få orkestret til at spille sangen Mona Lisa, som Nat King Cole havde gjort til et verdenshit og Gustav Winckler et Danmarksditto, når han så hende i døren.
Hun brød sig ikke om den opmærksomhed, bedyrede hun, når hun fortalte historien, men det var alligevel en detalje, som hun kunne smile af mange år efter.
Hvor mange bejlere, der svirrede med flyversjusser og fjogede smil, melder historien ikke noget om, men sikkert og vist er det, at hun endte med en rigtig Dragør-dreng: Leif Pedersen.
Som ung voksen passede hun telefonlinjer på centralen inde ved Borups Allé og fik med snilde forbundet hele verden.
Om det var derfor, hun fik trang til at opleve den i levende live, ved vi ikke. Men hun fik muligheden, fordi Leif var blevet hovmester på et af tidens mange rederier, og dengang kunne nogle langture godt være med medfølgende hustru.
På den måde fik hun set en del af verden, der var få kvinder på hendes alder forundt. Hun havde taget makaroni med hjem fra Italien, længe inden pasta var noget, den almene dansker havde prøvet at spise.
Hun kunne berette om, hvordan skibet nær var gået ned i en storm oppe ved Færøerne. Og om dengang i Belgisk Congo hun byttede sig til tre havskildpaddeskjold for tre af Leifs bedste skjorter.
Han var rasende for, hvad fanden skulle han tage på til aftenskafning? Han kunne ikke sidde med et skjold på!
Men skjoldene blev sikret, og på vej hjem sad hun på dækket og skrabede de sidste kødrester ud, mens Leif skumlede af i kabyssen.
Som årene gik kom to sønner til, og det var et slæb at holde hus alene, mens farmand stadig besejlede på de syv verdenshave.
Nogle gange passerede skibet blot Øresund uden at lægge til, og så kunne det ske, at lodsen måtte ringe og fortælle, at der var en vigtig pakke til fruen.
Op på cyklen og ned til havnen blot for at få udleveret lidt vasketøj og nogle flasker uden banderole, som lodsen havde været så venlig at tage med i land. Så tog hun sagerne i cykelkurven og skumlede af på vej hjem.
Da sønnerne blev større, fik Mona også prøvet at bestyre et spisested. Leif var gået i land, og parret havde fået driften af Krudthuset, der dengang var en restauration med god mad og glade dage.
De havde lige nået at gøre det til en god forretning med livemusik og højt skum, da kommunen fik besluttet, at der skulle være en ungdomsklub i stedet.
Derfor fik de i stedet forpagtningen af Hollænderhallen, men heller ikke dengang var det nemt at gøre rentabelt, og i stedet for bankede pensionisttilværelsen på døren.
Leif stillede knivblokken i 1993, netop som de for alvor var begyndt at nyde livet som farfar og farmor. Derfor blev det meste af hendes tredje alder tilbragt alene på den yderste kvist i de hvide på Krudttårnsvej.
Herfra kunne hun både se de store skibe på Øresund og de fire børnebørns skolevej til og fra Vierdiget.
Det var jo ikke, fordi hun som sådan ville holde øje med os, men det var nu godt lige at følge med, hvis nu der skulle ske noget.
Det var i virkeligheden udtryk for hendes meget store kærlighed: Hun bekymrede sig. Vi skulle jo have det godt. Det havde vi, når vi var hos farmor.
Hendes skabe bugnede af godter, og så længe vi satte en korkbrik under vores glas for at beskytte sofabordet, så måtte vi få alle de sodavand, vi kunne drikke.
Og så var hun god til at spille spil, fortælle historier og spise aftensmaden som picnic på gulvtæppet. Hun var den bedste farmor, man kunne forestille sig.
Mona Pedersen sov ind den 6. august, fem dage efter at være blevet ramt af en blodprop i hjernen.
Nu skal klokkerne i Dragør Kirke ringe igen. Denne gang for hende. Alle, der har kendt Mona på et eller andet tidspunkt i løbet af hendes liv, er meget velkomne til bisættelsen.
Hun efterlader sig to sønner, fire børnebørn, to oldebørn og uendeligt meget kærlighed.
Æret være hendes minde.
På vegne af hele familien Pedersen
Rasmus Mark Pedersen