Minister afliver statslig kystsikring af Dragør – og bekræfter kæmpedige langs lufthavnen

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Minister afliver statslig kystsikring af Dragør – og bekræfter kæmpedige langs lufthavnen
Store Maglebys landskaber kan blive ændret af et lufthavnsdige – men kystsikringen langs Dragør bliver næppe statslig. Foto: Tim Panduro

Hvis Dragør skal kystbeskyttes, bliver det ikke som led i den store statslige kystsikring af den storkøbenhavnske infrastruktur. Tvært imod bliver Dragør Kommune skåret af det projekt – og må i stedet med en temmelig stor sandsynlighed lægge jord til et dige, som skal sikre lufthavnen langs lufthavnshegnet.

Sådan er meldingen i et brev fra transportminister Thomas Danielsen til Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup. Brevet blev skrevet, efter at Sund & Bælt, der skal stå for den praktiske udførelse af kystsikringen af Storkøbenhavn, på et borgermøde i december gav udtryk for, at Dragør ikke længere var en del af den statslige kystsikring. Det bekræfter transportministeren nu. Hovedårsagen er, at en sikring til en såkaldt 10.000-årshændelse – altså en tænkt oversvømmelse så stor, at den statistisk kun vil ramme en gang pr. 10.000 år, er for dyr at lægge rundt om Dragør, der da også selv arbejder med et 100-årsscenarie.

»Forundersøgelsen af stormflodssikring af hovedstaden viste, at en ydre stormflodssikring omkring Dragør i form af et kystforland, der også ville beskytte kritisk infrastruktur tilstrækkeligt, vil være meget omfattende og koste omkring 2,6 milliarder kroner. Til sammenligning vil det være meget enklere, hurtigere og billigere at anlægge et dige syd for lufthavnen til at beskytte den kritiske infrastruktur,« hedder det i brevet, der fortsætter:

»Henset hertil har Sund & Bælt fået i opdrag at udarbejde miljøkonsekvensvurdering af lufthavnsdiget. I opdraget indgår ikke undersøgelser af en ydre løsning syd om Dragør, da en sådan løsning ikke vurderes realistisk at finansiere og gennemføre med det krævede sikringsniveau.«

»Videre dialog«

Ministeren lover i brevet, at Dragør – trods den manglende kystsikring fra statens hånd – fortsat vil være med i overvejelserne.

»Jeg kan give tilsagn om, at kystbeskyttelsen af Dragør forsat vil indgå i den videre proces for stormflodssikring af hovedstaden. Transportministeriet vil tage den videre dialog herom med forvaltningen i Dragør Kommune og Sund & Bælt, der inviteres til et fælles møde,« hedder det i brevet, der omtaler muligheden for »koordinering« med Dragør Kommune.

Det kommunale brev fra Dragør med borgmesteren i spidsen handlede også om økonomi – og det italesætter Thomas Danielsen i sit svar, hvor han dog ikke lover specifik støtte til Dragør.

»Spørgsmål om finansiering og organisering er vigtige og skal afklares i den videre proces. Disse spørgsmål vedrører dog ikke kun hovedstaden, men skal ses i sammenhæng med en kommende national klimatilpasningsplan II, som regeringen arbejder på. Der er (…) samlet set tale om mange nødvendige projekter i hele Danmark. Der er således sat gang i 11 forundersøgelser og tre screeninger over hele landet, og der vil derfor være stor efterspørgsel efter de statslige midler, der i fremtiden måtte blive afsat til formålet.«

»En klar udmelding«

Borgmester Kenneth Gøtterup udtrykker i en pressemeddelelse tilfreds over, at der er kommet det, der formuleres som »en klar udmelding« på kommunens henvendelse til ministeren inden jul.

»Dragør har brug for en løsning, der reelt beskytter vores borgere og vores by. Det er derfor vigtigt, at der er et godt og tæt samarbejde mellem os, Transportministeriet og Sund & Bælt, og det er positivt, at ministeren nu melder klart ud. Vi arbejder videre med både en indre og en ydre løsning – og vi ved, at den rigtige løsning for Dragør findes,« hedder det fra borgmesteren, der opfordrer Folketinget og regereingen til at komme med beslutninger om finansiering, om statslig medvirken til en ydre løsning og om, hvorvidt man kan se bort fra naturbeskyttelsen i Natura 2000 – det vil være nødvendigt for at skabe den længstvarende løsning i Dragør.

Kystsikring af Dragør 

Kære Kenneth Gøtterup

Tak for din henvendelse den 23. december 2025 om kystsikring af Dragør. Det er også mit indtryk, at statens og Dragørs interesser har været godt afstemt, selvom der er stor forskel på at beskytte et bysamfund og at beskytte national kritisk infrastruktur. 

Vi har forstået, at Dragør Kommune er i gang med at undersøge to linjeføringer til kystsikring. En indre løsning med byggeri på land, og en ydre løsning, der skaber en ny kystlinje, men i begge tilfælde med et sikringsniveau svarende til en 100-årshændelse i 2075, hvilket er et almindeligt sikringsniveau for bysamfund og områder uden kritisk infrastruktur.

Forundersøgelsen af stormflodssikring af hovedstaden viste, at en ydre stormflodssikring omkring Dragør i form af et kystforland, der også ville beskytte kritisk infrastruktur tilstrækkeligt, vil være meget omfattende og koste omkring 2,6 milliarder kr. Til sammenligning vil det være meget enklere, hurtigere og billigere at anlægge et dige syd for lufthavnen til at beskytte den kritiske infrastruktur. 
Henset hertil har Sund & Bælt fået i opdrag at udarbejde miljøkonsekvensvurdering af lufthavnsdiget. I opdraget indgår ikke undersøgelser af en ydre løsning syd om Dragør, da en sådan løsning ikke vurderes realistisk at finansiere og gennemføre med det krævede sikringsniveau.

Som aftalt koordineres lufthavnsdiget og Dragørs kystbeskyttelsesprojekt, og jeg kan give tilsagn om, at kystbeskyttelsen af Dragør forsat vil indgå i den videre proces for stormflodssikring af hovedstaden. Transportministeriet vil tage den videre dialog herom med forvaltningen i Dragør Kommune og Sund & Bælt, der inviteres til et fælles møde.

Spørgsmål om finansiering og organisering er vigtige og skal afklares i den videre proces. Disse spørgsmål vedrører dog ikke kun hovedstaden, men skal ses i sammenhæng med en kommende national klimatilpasningsplan II, som regeringen arbejder på. Der er, som det fremgår af aftalen om accelerationspakken fra oktober 2025, samlet set tale om mange nødvendige projekter i hele Danmark. Der er således sat gang i 11 forundersøgelser og 3 screeninger over hele landet, og der vil derfor være stor efterspørgsel efter de statslige midler, der i fremtiden måtte blive afsat til formålet. 

Med venlig hilsen 
Thomas Danielsen 

Nyt brev skal sikre støtte til ydre løsning

Efter transportminister Thomas Danielsens udmelding om, at den statslige kystsikring ikke vil omfatte Dragør, har borgmester Kenneth Gøtterup skrevet et nyt brev til samtlige partiers transport- og miljøordførere i Folketinget.

Her slår han blandt andet til lyd for den såkaldte ydre løsning. Det er et nyt kystforland, der vil være lettere at tilpasse til fremtidige behov og give flere rekreative værdier end en indre løsning, der består af diger på land. Ulempen er, at den ydre løsning vil påvirke flere Natura 2000-områder, der er særligt beskyttet natur. Desuden vil den være dyrere end en indre løsning, og dermed vil der være behov for nye finansieringsmodeller.

»Hvis Dragørs egen ydre løsning skal kunne realiseres, kræver det politisk handling på Christiansborg. For det første er der behov for mulighed for fravigelse fra Natura 2000-bestemmelserne. For det andet er der behov for ændringer i finansieringsreglerne, så der sikres mere realistiske vilkår for afskrivning, låneoptagelse og en mere retfærdig fordeling af udgifter på alle borgerne sammen med Dragør Kommune … For Dragør er det afgørende, at dette arbejde prioriteres og afsluttes rettidigt,« skriver borgmesteren blandt andet.

Samtidig opfordrer borgmesteren til, at der kigges bredere i beskyttelse end blot risikoen for oversvømmelse af kritisk infrastruktur som kraftværker, jernbaner og lufthavnen.

»Vi tager transportministerens brev til efterretning, men vi havde gerne set en samlet løsning for hele hovedstadsområdet, hvor fokus ikke kun var på kritisk infrastruktur, men også væsentlige kultur-, natur- og bymæssige værdier,« hedder det i borgmesterens brev.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER