Møgmis vinder børnenes valg i Dragør

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Møgmis vinder børnenes valg i Dragør

Børnevalget på Dragør Bibliotek er afgjort, og med sloganet »Ja til retfærdighed« løb katten Møgmis med en klar sejr. 43 børn satte kryds ved den hævntørstige kat fra Sophie Souids grafiske romaner, og det svarer til 30,7 procent af stemmerne.

Dermed følger Dragørs børn samme tendens som resten af landet. På landsplan fik Møgmis 6.336 stemmer ud af over 23.000, og også her blev det til en overbevisende førsteplads.

Sol og Ib på de næste pladser

På andenpladsen i Dragør kom Sol, der gik til valg på budskabet »Ja til at passe på dyrene«. Hun fik 22 stemmer – svarende til 15,7 procent. Tæt efter fulgte Hunden Ib med 20 stemmer og budskabet »Ja til at hjælpe andre«.

Den lokale stemmefordeling viser, at figurer med stærke værdier og genkendelige budskaber havde størst appel blandt de 4-12-årige, som valgkampagnen var rettet mod. En af de ti kandidater – Holly med budskabet »Ja til superkræfter«– modtog dog ingen stemmer.

Stigende deltagelse i Dragør

I alt blev der afgivet 140 stemmer i børnevalget i Dragør. Det er en lille stigning i forhold til det seneste børnevalg i 2022, hvor 116 børn deltog i den åbne afstemning. Dengang deltog dog også en skoleklasse, som blev inviteret specifikt, hvor imod alle stemmer i år har været resultat af spontan deltagelse på biblioteket.

Dragør Bibliotek havde indrettet et rigtigt stemmelokale med stemmeboks og stemmeurne, og børnene kunne afgive stemme i perioden fra 27. oktober til 18. november. Børnevalget arrangeres af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet.

Møgmis og Sivert

Møgmis-universet er skabt af forfatter Sophie Souid og illustreret af Thomas Hjorthaab. Bøgerne omhandler den ildelugtende teenagedreng Sivert og hans kat Møgmis, der er fast besluttet på at hævne sig på sin ejer. Serien er kendt for sin humor og grafiske udtryk og er målrettet børn fra cirka 10 år og opefter.

Retfærdighed er tilsyneladende det vigtigste budskab for børn i Dragør – og på landsplan. Tabel: Dragør Bibliotek

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER