Museum Amagers budget godkendt

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid

Dragør Kommune skal som hovedbidragsyder til Museum Amager godkende budgettet for 2026, og det gjorde en enig kommunalbestyrelse.

Museum Amagers budget lyder på godt seks millioner kroner. Heraf kommer 1,4 millioner kroner i statstilskud, mens Dragør Kommune bidrager med størstedelen af den resterende økonomi på godt fire millioner kroner. Tårnby Kommune bidrager dog også med et mindre driftstilskud på 50.000 kroner.

»Museum Amager spiller en central rolle i at fortælle historien om Store Magleby og Dragør. Vi sikrer en fortsat formidling og forskning, der styrker vores fælles historie og identitet,« lød det fra Trine Søe (C) som oplæg til, hvorfor man selvfølgelig skulle stemme for budgetgodkendelse.

Annette Nyvang, der var indkaldt som stedfortræder for Peter Læssøe (T), mindede dog om et enkelt opmærksomhedspunkt.

»Vi stemmer for budgettet. Men jeg kan se, at lokalarkivets fremtid skal op på næste udvalgsmøde. I skal være opmærksomme på, at man ikke hiver for hårdt i museets økonomi, for så har vi ikke statstilskuddet,« sagde hun.

Hun henviste til, at det forholdsvis store statstilskud kræver, at der er en kommunal finansiering på over fire millioner kroner. Så hiver man store dele – som lokalarkivet – ud af museets drift, kan dette komme i fare.

»Det er en god pointe, Annette. Og det er helt rigtigt, at det er noget, vi skal være opmærksomme på. Det hedder Museum Amager. Men det er vores museum, og derfor skal vi støtte det,« lød det fra Jan Madsen (C).

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER