Museumschef kritiserer historie om lokal redningskutter

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Museumschef kritiserer historie om lokal redningskutter
Den historiske kutter Elisabeth var blandt andet åben for publikum på kulturnatten i Dragør i september. Foto: Maya Schuster

I aften er der kulturnat i København, og det er uden deltagelse af museumskutteren Elisabeth fra Dragør.

Ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad, der har spredt sig til flere medier, skulle kutteren have besøgt Nyhavn i anledning af kulturnatten, men den blev afvist af frygt for repressalier på grund af situationen i Mellemøsten.

Elisabeth er nemlig en af de sidste eksisterende kuttere, der var med til at sejle danske jøder i sikkerhed i Sverige, da den tyske besættelsesmagt ville sende de danske jøder i koncentrationslejr i oktober 1943.

Men historien er blæst ud af proportioner, siger Museum Amagers leder Søren Mentz.

»Elisabeth står ikke i kulturnatprogrammet. Vi har en situation, hvor frivilligforeningen, der driver kutteren, og træskibsforeningen i Nyhavn havde talt sammen, om at det var en mulighed. Så var der nogle af de frivillige, der blev utrygge på grund af kutterens historie, og så blev det ikke til noget. Men der er ikke blevet aflyst noget, for det har ikke været en del af et program,« siger Søren Mentz.

»Sensationspresse«

Han langer hårdt ud efter den oprindelige historie.

»Det er en ikke-historie, der er blevet blæst ud af sensationspressen,« siger han og understreger, at situationen i Mellemøsten intet har at gøre med kutternes historie.

»Den fortæller en historie om en bestemt begivenhed i den danske og lokale historie. Den har intet med med den israelsk-palæstinensiske situation i dag at gøre. Staten Israel var end ikke etableret, da Elisabeth deltog i redningen af de danske jøder,« siger han.

Den historie skal formidles uanset nutidige konflikter, mener museumslederen.

»Vi stiller for eksempel op, når det jødiske museum inviterer, og vi fortæller også historien hver dag. Men vi taler ikke om Mellemøsten i dag, for situationen har intet at gøre med, hvad Elisabeth blev brugt til i 1943.«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER