Når bådene er på land, bliver strikkepindene hevet frem – nu kan du købe kreationer fra bådelauget

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Når bådene er på land, bliver strikkepindene hevet frem – nu kan du købe kreationer fra bådelauget

Om torsdagen mødes Dragør Bådelaugs strikke- og designklub i Dragør Bådelaug længst ude ad Færgevej ved siden af Lodsstationen og med Øresund som nærmeste nabo.

I sommerhalvåret er mange medlemmer selvfølgelig til havs – men det er også den eneste undskyldning for ikke at møde op i strikke- og designklubben.

Der er kaffe på kanden og gang i strikkepindene hver torsdag året rundt. Her bliver der produceret stort og småt: bluser, vanter, sokker, grydelapper, tøjdyr og meget mere.

I slutningen af november afholder klubben julemarked, hvor folk fra nær og fjern kan købe deres kreationer, som klubben mener er oplagte jule- eller mandelgaver.

»Der vil være små akvareller og helt unik julepynt i akvarel, små, strikkede tøjdyr og en hel del patchwork,« skriver bådelaugets strikke- og designklub i en pressemeddelelse.

Julemarkedet foregår i Dragør Bådelaug fredag den 22. november og lørdag den 23. november. Begge dage er der åbent mellem 11 og 16, og udover designklubbens kreationer er der mulighed for at købe kaffe og æbleskiver.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER