Nordstrandskolen kan renovere for fire millioner

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Nordstrandskolen kan renovere for fire millioner
Nordstrandskolen er blandt de tre skoler i kommunen, der har opnået flotte eksamensresultater. Foto: TorbenStender.

Nordstrandskolen har brug for at renovere deres faglokaler til henholdsvis billedkunst og fysik-kemi. Og det har Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget og By-, Miljø- og Klimaudvalget netop besluttet at give to millioner kroner til.

Ønsket fra skolen er, at de kan lave nogle mere mobile og dynamiske lokaler, der skal understøtte »en undervisning, der inspirerer og engagerer eleverne, samtidig med at de kan tilpasses forskellige læringssituationer og fremme både kreativitet, praktisk arbejde og samarbejde,« som det fremgår af udvalgsdagsordenen.

Beslutningen skal lige en tur omkring Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen i slutningen af april, men den forventes at blive godkendt her også. Og så regner man med at kunne gå i gang med renoveringen i efteråret.

I 2025 fik Dragør Skole fik to millioner kroner til faglokaler, som blev brugt på nye omklædningsrum, mens man forventer at bruge anlægsmidlerne afsat i 2027 på Store Magleby Skole. På den måde går anlægsmidlerne lidt på skift.

Også penge til omklædningsrum

Nordstrandskolen har samtidig fået bevilget to millioner kroner til renovering af to omklædningsrum af fagudvalgene. Også denne beslutning skal endeligt godkendes i kommunalbestyrelsen.

Også i dette tilfælde er både administrationen og de tre skoler enige om, at det er på Nordstrandskolen, pengene – som kommunalbestyrelsen i anlægsbudgettet for 2026 specifikt afsatte til genopretning af baderummene på skolerne – skal bruges i denne omgang.

For Dragør Skole fik som nævnt renoveret omklædnings- og baderum sidste år, mens eleverne på Store Magleby Skole i høj grad benytter Hollænderhallen til idrætsundervisning og derfor bruger omklædnings- og baderum her.

Derfor virker det ifølge indstillingen til udvalgene oplagt at bruge pengene på Nordstrandskolen, der har to omklædningsrum, som begge har brug for renovering. Også dette arbejde forventes at gå i gang til efteråret.

»Det her er helt konkrete forbedringer, som elever og lærere kan mærke i hverdagen – og det er præcis den type investeringer, vi skal prioritere,« lyder det fra Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), formand for Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER