
En på flere måder ophedet diskussion om airconditionanlæg og deres rørføring i rækkehusbebyggelsen Vierdiget er brat blevet bragt til en ende.
Lokalplanen for området er nemlig så upræcis, at den reelt ikke kan bruges til at hindre rørføring på facaderne.
Dermed er hele præmissen for en strid mellem beboerne – der siden har spredt sig til kommunalbestyrelsen – faldet til jorden.
Det er Planklagenævnet, der har fældet den hårde dom over den ti år gamle lokalplan for byggeriet. Nævnet har vurderet en klage over et kommunalt afslag på en dispensation til en beboer, der ville føre rør til et airconditionanlæg på facaden. Det må beboeren – og alle andre beboere i området – gerne, hedder det fra nævnet, der beskriver lokalplanens bilag om facaderne som »ikke særligt detaljerede« og kun udstyret med vejledende udsnit af facaden.
»Fortolkningen af bestemmelsen vil således i høj grad bero på en skønsmæssig vurdering, og der vil derfor kunne være tvivl om, hvorvidt bestemmelsen er overholdt eller ej,« hedder det i afgørelsen.
Dispensation ikke nødvendig
Sagen har skabt enorme diskussioner både i bebyggelsen og i kommunalbestyrelsen, der i januar vedtog, at fire beboere kunne få dispensation til rørføring på facaden til udendørs airconditionanlæg, der allerede var monteret og godkendte efter byggeloven.
Dispensationen blev vedtaget med det smallest mulige politiske flertal – otte stemmer fra Venstre og Det Konservative Folkeparti mod syv stemmer fra samtlige andre partier og lister i kommunalbestyrelsen. Siden godkendte et lille flertal i Klima-, By- og Erhvervsudvalget, at dispensationer kunne vedtages administrativt.
Men alt det er nu underkendt af Planklagenævnet. Det har aldrig været nødvendigt at søge dispensation til de smalle rør, der bruges på anlæggene.
Selve airconditionenhederne er også lovlige – de skal blot godkendes til at overholde reglerne for støj.
Ganske vist har et flertal af beboere besluttet, at man ikke må have udvendige airconditionløsninger – i høj grad på grund af risikoen for støjgener – men det har kun stået i grundejerforeningens husorden. Derfor er det alene en henstilling til beboerne om at rette ind efter beslutningen, og derfor blev rørføringen stridens kerne, for uden rør er der ingen grund til at have aircondition.
Torsdag forsøgte den siddende bestyrelse i Grundejerforeningen Vierdiget at få indført et forbud mod aircondition til tinglysning i vedtægterne, hvor det ville blive en lovgyldig regel. Det mislykkedes knebent, skriver grundejerforeningens bestyrelse i en fælles udtalelse til Dragør Nyt.
»Der er fortsat et stort flertal, der er imod opsætning af airconditionanlæg. Vedtægtsændringer i grundejerforeningen kræver, at to tredjedele stemmer for en ændring, og her manglede der desværre et par stemmer,« hedder det i en e-mail fra den siddende bestyrelse, der opfølgende oplyser, at man ikke har taget stilling til eventuelle nye skridt i sagen.
Meget krudt
På den anden side står de beboere, der allerede har installeret eller ønsker at få installeret aircondition. En af dem er Søren Eriksen, der fik mere, end han ønskede, da han sammen med familien flyttede ind i et af de energieffektive huse med Øresundskig og sol en god del af dagen.
»Lige nu står jeg på første sal med døren på klem og 33 graders varme i rummet,« fortalte han, da Dragør Nyt ringede på en solrig martsdag for at få en kommentar på afgørelsen.
»Det er nødvendigt for os at have aircondition en god del af året, hvis vi skal kunne sove i vores soveværelse.«
Han er glad for Planklagenævnets afgørelse, men ærgrer sig over, at sagerne er kommet så langt.
»Der er blevet brugt så meget krudt på det, både i forhold til uenigheder i grundejerforeningen, med myndighedsdækning og politisk,« siger han.
Han frygter dog hverken et airconditonkaos eller dårligt naboskab i fremtiden.
»Aircondition er godkendt efter byggeloven, og naboerne er blevet hørt. Så jeg regner ikke med, at der kommer problemer naboer imellem på grund af det fremover.«