Nu kommer robotstøvsugeren med et tilskud

T
Af Tim Panduro og Kirsten Marie Juel Jensen
| | 0 min læsetid
Nu kommer robotstøvsugeren med et tilskud
Genrefoto: Signelements.

Hvis ældre Dragør-borgere har brug for hjælp til rengøring og vurderes at kunne have gavn af en robotstøvsuger – efter at en visitator har været ude og se på, om hjemmet egner sig til det – kan de fremover få betalt 50 procent af prisen for robotstøvsugeren. Dog maksimalt 2.500 kroner.

Det har kommunalbestyrelsen netop besluttet.

»Nu får vi lov til at yde tilskud til robotstøvsugere, og så er det vigtigt, at vi gør brug af den mulighed. Jeg håber, at det kan skabe en ny begyndelse for vores samtale om velfærdsteknologi. Hvad enten vi vil det eller ej, bliver det en del af at kunne lykkes med ældrepleje i fremtiden, fordi vi kommer til at mangle medarbejdere,« forklarer udvalgsformand Nicolaj Bertel Riber (A).

Hidtil har praksis i kommunen været, at borgerne selv skal betale for robotstøvsugere, selv om de bliver visiteret til rengøring. Et emne, der har vakt heftig debat om blandt både borgere og politikere.

Den nye ældrelov, som er trådt i kraft den 1. juli, giver dog mulighed for, at kommuner kan yde tilskud til robotstøvsugere, og derfor var sagen på udvalgsmødet i juni.

Det betyder også, at det allerede er fra den 1. juli, at man som borger, der søger hjemmepleje, også kan søge om at få en robotstøvsuger med tilskud. De sidste detaljer i ordningen forventes dog først at være på plads i august – og det er derfor tidligst herfra, at de første robotstøvsugere med tilskud vil suse rundt i Dragørs hjem.

Kommunalbestyrelsen var ikke enige om, hvorvidt robotstøvsugere er en god ide som standardløsning.

»Der er ikke noget i vejen med robotstøvsugere, der hvor ejeren gerne vil have dem. Men der er stor modstand hos mange ældre. Ikke alle lejligheder egner sig til den, og mange ældre kan ikke så godt styre den og er bange for at falde over den,« hed det fra Moderaternes Lisbeth Dam Larsen, inden hun stillede et ændringsforslag om, at man kan sige fra, hvis ikke man ønsker robotstøvsuger i sit hjem. Det forslag faldt, efter at det kun vandt støtte fra Moderaterne og liste T. De samme partier stemte som de eneste imod hovedforslaget om tilskud med udgangspunkt i frygt for, om ældre, som ikke kan håndtere en robotstøvsuger, alligevel ville få en.

Læs mere side 4.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER