Denne artikel er skrevet af Dragør Nyts børne- og ungereporter, Laura Videbæk på 14 år, som selv har stået for tekst og foto.
Der dryssede lige så stille flere og flere kolonihaveejere ud foran AH Søndergaardens foreningshus. De snakkede på kryds og tværs. Selvom alle ikke kendte hinanden, kom de i hvert fald til det, for alle hilste på alle.
Men selvom der var travlt med at hilse på hinanden, skævede kolonihaveejerne mod flagstangen søndag den 5. april klokken 11. For der var flaghejsning for at markere sæsonens start.
Nicklas Kjærsvold, der er formand for foreningen, stillede sig op på en sten sammen med sin søn for at holde en lille velkomsttale. Derefter blev der sunget »I østen stiger solen op«, mens flaget blev hejst.
Da flaget var hejst, blev der klappet, og man kunne få mad og drikke inde i foreningshuset.
Den kommende sæson
I koloniforeningen er der i gang forberedelserne til den kommende sæson, hvor fællesskab, hygge og naboskab står øverst på dagsordenen.
»Vi lægger meget vægt på det danske fællesskab og hygge,« fortæller Nicklas Kjærsvold.
Fra grillaftener til fællesarrangementer er målet at styrke sammenholdet.
»Det er vigtigt for os, at alle føler sig velkomne og har det godt herude,« understreger han.
Nicklas Kjærsvold fortæller, at badesæsonen og de årlige flagdage er højdepunkter, som medlemmerne altid ser frem til. Især ind- og udtagningen af badebroen samler folk, og det er en tradition, der skaber glæde og fællesskab.
Til sidst fortæller formanden, at den nye sæson altid byder på mange gode ting at glæde sig til. Det er de mange små, hyggelige øjeblikke, der er med til at gøre koloniforeningen til et særligt sted at være.
