OPDATERET MED STEMMEPROCENT FRA DRAGØR SKOLE Klokken 20.01 og 20.03 er for sent til at stemme.
Det måtte to kvindelige vælgere, der hver for sig hastede ind i Hollænderhallen tirsdag aften sande. Klokken 20.00 råbte socialdemokraten Nicolaj Bertel Riber, der havde fået æren af at lukke valghandlingen, at valget var afsluttet ud til tre verdenshjørner i forårsregnen foran hallen. Derefter gjorde han det samme inde i hallen – og klemtede med en klokke for at understrege afslutningen på tolv timers valghandling.
Stemmerne skal henover de næste timer tælles sammen. Der tælles alene partistemmer – det betyder ikke, at de personlige stemmer ikke kommer med i opgørelsen, men den endelige fordeling af personlige stemmer bliver talt op samlet for Tårnbykredsen, som Dragør Kommune tilhører.
Stemmeprocenten i Hollænderhallen endte på 88,1 procent af de stemmeberettigede. Det er en smule lavere end ved seneste folketingsvalg i 2022, hvor 88,42 procent afgav deres stemme.
På afstemningsstedet på Dragør Skole er stemmeprocenten lidt højere end i Store Magleby. 88,7 procent af de stemmeberettigede har sat kryds. Det er noget lavere end ved valget i 2022, hvor 89,61 afgav deres stemme.