Nu tager regionen Dragørs gymnasieproblemer op

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Nu tager regionen Dragørs gymnasieproblemer op
EM-feberen raser også blandt studenterne. Foto: Tårnby Gymnasium & HF.

Hvis der er flere unge, som søger ind på et gymnasium, end der er plads til, er det dem, der bor tættest på, som prioriteres højest at få ind.

For Dragørs unge betyder det, at mange andre kommer før dem i køen til gymnasierne i Tårnby, Ørestad og på Christianshavn. For eksempel i 2024 var det mindre end hver tredje unge fra Dragør, der fik deres førsteprioritet opfyldt.

Men dette mønster er der nu håb for at få permanent ændret. Både de unge i kommunen og borgmester Kenneth Gøtterup (C) har taget sagen op i mange forskellige fora. Og da Børne- og Undervisningsministeriet har peget på, at Region Hovedstaden har lov til at indføre særregler, har borgmesteren netop haft et møde med regionsrådsformand Lars Gaardhøj (A).

»Det var et positivt møde, hvor jeg oplevede, at formanden har forståelse for den helt særlige problematik, der er i Dragør, og er villig til at se ind i løsninger. Løsninger, der er vigtige, fordi vores unge i Dragør er ringere stillet end unge fra andre kommuner i forhold til at blive optaget på deres førsteprioritetsønske,« skriver Kenneth Gøtterup i et Facebook-opslag.

Ifølge ham har Lars Gaardhøj givet tilsagn til, at han vil forelægge sagen for det ansvarlige politiske udvalg i Region Hovedstaden, så man politisk kan beslutte, om man vil ændre på reglerne.

»Det er et stort skridt på vejen til en bedre løsning. Tidligere er jeg blevet afvist af både regionen og af ministeren. Men nu er der håb forude, ministeriet har nu tilkendegivet, at der er løsningsmuligheder, og så er det ‘bare’ at få truffet den rigtige politiske beslutning. Og jeg er glad for, at min egen gruppe i regionen vil følge med i sagen og sikre de gode beslutninger, når sagen forelægges,« lyder det fra borgmesteren.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER