Ny bog fortæller om storskibsrederen med rødder i Dragør

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Ny bog fortæller om storskibsrederen med rødder i Dragør
> AI-beskrivelse: Dette billede viser en historisk scene med unge mænd ombord på et sejlskib. Billedet er forsiden af bogen “Omvæltningernes Tid” af Nils Valdersdorf Jensen og omhandler familien Mærsk […]

I en ny bog fortæller historikeren Nils Valdersdorf Jensen historien om en omvæltningernes tid, hvor søfarten gik fra at være sejldrevet til at blive en del af maskinalderen.

Bogen udspiller sig hovedsageligt i Svendborg på Fyn, men en af hovedpersonerne i fortællingen om den maritime revolution har dybe rødder i Dragør.

I 1862 forlovede den unge Peter Mærsk Møller sig nemlig med Anna, den ældste af de såkaldte syv prinsesser, som den lokale skibsreder H.N. Jeppesens døtre blev kaldt.

H.N. Jeppesen var en af Dragørs helt store mænd, der fra beskedne kår havde skabt sig en formue med sin flåde på ti skibe.

I bogen fortælles historien om Peter Mærsk Møllers tilsyneladende lykkelige liv med konen og de efterhånden ti børn i Dragør – og følger familien Mærsk Møller, da den flytter til Svendborg efter Mærsk Møllers forgæves forsøg på at overbevise de lokale skippere om fordelene ved at gå fra sejlskibe til damp.

Bogen beskriver også H. N. Jeppesens tragiske druknedød sammen med sit lille barnebarn. Dødsfaldet var en af årsagerne til, at Mærsk Møller måtte finde nye veje og til sidst fandt en ny by at udleve sine visioner i. Det lykkedes i høj grad – i dag lægger hans efterkommere navn til verdens næststørste rederi.

Nils Valdersdorf Jensens bog Omvæltningernes tid er udkommet på Gads Forlag.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER