Ny forening skal skabe mere liv på Enggården

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Ny forening skal skabe mere liv på Enggården
Præmierne spændte bredt – fra spiselige sager til gavekort. Foto: TorbenStender

Der skal være mere liv for beboerne på Enggården, og det skal et netværk af frivillige sørge for.

Sådan lyder visionen hos Gitte Furdal Damm, som torsdag klokken 19 inviterer til møde for alle, der er nysgerrige på mulighederne for at sætte gang i aktiviteter for de ældre på Dragørs eneste plejehjem. Det er der nemlig behov for, har hun konstateret ved selvsyn.

»Min mor bor på Enggården, mens min far er på Ørestads Plejecenter. De har en stærk frivilligforening, og der er så meget liv. Når man træder ind på Enggården er der så stille, at jeg bliver helt trist, og jeg har en idé om, at mange i Dragør har tid og lyst til at skabe aktiviteter, men ikke kan overskue, hvordan man kommer i gang,« siger hun.

Gitte Furdal Damm har fuldtidsarbejde, og hun forventer, at aktiviteterne skal kunne passes ind i en almindelig hverdag.

»Man behøver ikke at kunne møde klokken 10 om formiddagen, og man skal heller ikke nødvendigvis binde sig til faste opgaver. Det ville være rart, hvis nogen bandt sig til for eksempel fire timer om måneden, men da jeg nævnte idéen for en veninde, sagde hun, at hun ikke kunne lægge sig fast på noget, men for eksempel gerne ville bage en kage i juledagene og den slags, så det vil også være muligt,« siger hun og understreger, at der ikke nødvendigvis er behov for store aktiviteter.

»Det kan være, at man er god til at strikke, har lyst til at læse Dragør Nyt op eller andet. Det vigtigste er, at der er aktiviteter en gang om ugen, og at vi forhåbentlig får flere generationer til at være en del af det.«

Gitte Furdal Damm har allerede programsat de første par aktiviteter. Den 3. januar har hun fredagsbar – der samtidig skal være et kickoff for foreningen – og fredag den 30. januar laver hun filmaften for beboerne.

Inden da skal foreningen dog stiftes. Infomødet finder sted i salen på Daghjemmet på Enggården på Engvej.

»Man må også gerne møde op, hvis man bare er nysgerrig. Ingen er forpligtede til at blive en del af foreningen, og man må gerne nøjes med at komme med gode idéer eller forslag til tiltag,« siger hun.

»Hvis man gerne vil involvere sig, men hellere vil hjælpe med for eksempel at fundraise, er det også en mulighed.«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER