Ny legeplads på havnen skal fortælle historien om Dragør

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Ny legeplads på havnen skal fortælle historien om Dragør
Dragørs kulturarv skal formidles på en ny legeplads – og måske bliver der også plads til Store Magleby i fortællingen. Arkivfoto: Tim Panduro

Hvordan kan man omsætte kål og kikkenborge, handelsskibe og hollandsk fortid til en legeplads, som børn har lyst til at bruge?

Det skal forvaltningen i Dragør i samarbejde med legepladskonstruktører og kommunens børn og unge finde ud af den kommende tid.

På den seneste finanslov fik Dragør Kommune blandt andet en million kroner til en ny legeplads med fokus på kulturarv, og nu skal arbejdet med at få den udformet sættes i gang – for pengene skal bruges i 2026, hvis bevillingen ikke skal forsvinde.

Legepladsen forventes at blive sat op på græsarealet ved Dragør Havn i nærheden af skaterbanen, hvor der i forvejen er lege- og motionsredskaber.

Dragør Kommunes forvaltning har lavet et rids over temaerne. Fokus skal ligge på Dragør som skipperby, men »så vidt det er muligt inden for den økonomiske ramme, vil legepladsen også understøtte fortællingen om Store Magleby, herunder Hollændernes ankomst til landsbyen og udviklingen som forrådskammer for Kong Christian 2.,« hedder det i den indstilling, der er foreløbigt politisk vedtaget.

Når kommunen har lavet et projektoplæg, skal det sendes i udbud hos legepladskonstruktører, der så kan komme med forslag til anlægget.

Børn og unge i lokalområdet skal involveres i planlægningen, men præcis hvordan det skal ske, er endnu ikke på plads. Forvaltningen foreslår dog, at der skal laves et bedømmelsesudvalg bestående af formændene for henholdsvis udvalget for erhverv, turisme, kultur og fritid samt udvalget for by, miljø og klima, forvaltningen samt repræsentanter for brugere af legepladsen.

Formanden for By-, Miljø- og Klimaudvalget Nicolaj Bertel Riber (A) er glad for, at projektet kan sættes i gang – og for inddragelsen af børnene.

»Det er vigtigt. Hvis ikke, forvaltningen havde skrevet, at børn og unge skulle inddrages, ville jeg selv have foreslået det,« siger han.

4312-Legeplads-1.jpg
Legepladsen skal ligge i den røde firkant. Illustration: Dragør Kommune

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER