Oktober sluttede dramatisk på plejehjemmet Enggården, da plejehjemmets leder, Malene Højsted Kristensen, og to af de fem afdelingsledere sagde deres stillinger op.
Det var endnu et kapitel i den kaotiske fortælling om plejecenteret, der er i gang med en genopretningsproces, efter at en konsulentrapport kritiserede flere forhold på plejecenteret i februar.
Opsigelserne har betydet, at Dragør Kommune i al hast har måttet stykke en midlertidig løsning sammen. Den blev præsenteret for medarbejderne i løbet af torsdagen.
Opsigelserne følger de normale varsler på en måned, men Malene Højsted Kristensen fortsætter i sin stilling frem til den 11. december for at hjælpe med overgangsprocessen.
Mandag den 10. november tiltrådte en ny afdelingsleder i en stilling, der i forvejen var ledig, og endnu en afdelingsleder er ansat per 1. december.
Direktør flytter
Den 12. december indtræder Dragør Kommunes direktør for blandt andet ældreområdet Martin Nordentoft Rasmussen i stillingen som leder af Enggården frem til, at den forventes at blive genbesat i februar 2026.
Malene Højsted Kristensen begrundede sin afgang med, at der var behov for en person med stærkere sundhedsfaglig baggrund som centerleder. Det lever Martin Nordentoft Rasmussen ikke op til med sin samfundsvidenskabelige kandidatgrad.
Alligevel er formanden for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, Nicolaj Bertel Riber, nogenlunde tilfreds med løsningen.
»Jeg er tryg ved, at det er Martin Nordentoft Rasmussen. Han er en kompetent leder, men vi skal finde en løsning, så vi får koblet ledelsen sammen med de sundhedsfaglige elementer,« siger han.
»Først og fremmest har det handlet om at sikre en ledelsesmæssig overgang, og dette er det muliges kunst i en krisetid. Der er ingen tvivl om, at de tilbageværende ressourcer er rykket tæt sammen i bussen for at sikre, at overgangen bliver bedst mulig.«
Betydning for udviklingsplan
Nicolaj Bertel Riber udtrykker tvivl om, hvorvidt det betyder, at der nu er kommet ro på de urolige tider på Enggården.
»Det tror jeg ikke, men der er sikret en løsning på, hvordan vi kommer igennem, til vi igen har et fuldt ledelseshold,« siger han.
»Det kommer til at få betydning for udviklingsplanen. Den kommer til at miste strøm. Det kan ikke undgås med dette ledelsesmæssige slip. Men det er blevet aftalt, at vi holder fast i indsatsen for arbejdsmiljø og trivsel samt arbejdet med kompetenceskemaer,« siger han med henvisning til en metode til at kortlægge medarbejdernes særlige faglige kompetencer og tilføjer:
»Det er jeg glad for.«
Borgmester Kenneth Gøtterup er mere uforbeholden i sin begejstring for løsningen – og ikke mindst for Martin Nordentoft Rasmussens nye rolle.
»Jeg er glad for denne løsning. Den viser alvoren, og at min administration har forstået mit budskab og rykker ud fra rådhuset for at sætte sig for bordenden på ældreområdet, til den nye ledelse er på plads,« siger Kenneth Gøtterup.
Hjemmeplejen skal også have ny chef
Enggården er ikke den eneste af kommunens ældreområder, der skal have ny chef. Lederen af hjemmeplejen i Dragør, Lisbeth Kastrup, opsagde sin stilling i september og fratrådte ved udgangen af oktober. Lisbeth Kastrup har været leder af hjemmeplejen i Dragør i godt to år, men er nu tiltrådt som tværgående vagtplanlægningskonsulent i Københavns Kommune.
Centerchef Bibi Asklund – der er chef for Sundhed, Pleje og Rehabilitering i Dragør Kommune med kontor på rådhuset på Kirkevej – er udnævnt til midlertidig leder af hjemme- og sygeplejen fra den 1. november og frem til, at der er fundet en ny leder, hvilket forventes at være på plads i februar 2026.