Ny lokalplan kan åbne for udvikling på havnen

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Ny lokalplan kan åbne for udvikling på havnen
En lokalplan for Fiskerikajen er nu sendt i høring. Arkivfoto: Tim Panduro

Med en ny lokalplan for Fiskerikajen – der strækker sig fra den gamle havn og ned langs kajen forbi Café Espersen ved det tidligere færgeleje – kan der åbnes for mere aktivitet på havnen.

Det er i hvert fald håbet hos et flertal af politikerne i kommunalbestyrelsen, der torsdag sendte et lokalplansforslag og et forslag om ændring i kommuneplanen høring.

Forslagene giver samlet mulighed for en »helhedsorienteret planlægning af Fiskerikajen, hvor både erhvervsmæssige og rekreative interesser afbalanceres,« som det hed i den kommunale dagsorden.

Oversat til almindeligt sprog betyder lokalplansændringen blandt andet, at der lovligt kan laves en overdækning af lodsbåden Ravnen, at udeserveringen på Café Havslapning kan beskyttes med glas, at der kommer klare rammer for udeservering langs kajen og at Café Espersen kan få lov til at lave en tagterrasse henover den eksisterende bygning.

Den ny lokalplan er nødvendig, fordi den nuværende Lokalplan 70 på området kræver, at dele af området er friholdt for bygninger. Ændringen af kommuneplanen skyldes tilsvarende forhold.

Et vigtigt skridt

Formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget Helle Barth, der repræsenterer Venstre i kommunalbestyrelsen, var begejstret for at præsentere lokalplansforslaget.

»Planen er et vigtigt skridt i retning af at udvikle havnemiljøet, for at styrke lokale erhverv og for at bevare Dragørs unikke havnemiljø,« sagde hun blandt andet, mens Martin Wood Pedersen fra Det Konservative Folkeparti slog samme tone an.

»Det er det helt rigtige, både for at styrke vores erhvervsliv og for de turister, der besøger vores skønne havn,« sagde han.

Bulgarsk sommerpavillon

Helt så megen kærlighed var der ikke i stemmerne hos andre medlemmer af kommunalbestyrelsen.

»Vi kommer til at stemme imod. Vi ønsker kun at give mulighed for overdækningen af lodsbåden Ravnen. Det bliver et fint hjørne, der løfter det sted. Men vi ønsker at fastholde principperne for bebyggelse på havnen fra Lokalplan 70,« siger Annette Nyvang fra Liste T, der fik den holdning indført i en såkaldt protokoltilføjelse i referatet fra mødet. Det er en måde at markere, at man som parti har så stærk en holdning, at den bør fremgå på sagen.

Helt så hård var holdningen ikke fra Lisbeth Dam Larsen fra Moderaterne.

»Jeg støtter, at vi får en tagterrasse på Cafe Espersen, men jeg er ikke glad for glastilbygningen,« sagde hun med henvisning til Café Havslapnings udeservering.

Sydamagerlistens Flemming Blønd havde forståelse for den holdning.

»Jeg er enig med Lisbeth i at plexiglasfacaden ligner en bulgarsk sommerpavillon, men jeg er overordnet enig i planen, så jeg stemmer for,« sagde han.

Det gjorde han da også – sammen med et overvældende flertal i kommunalbestyrelsen. Liste T og Moderaternes i alt fire mandater stemte imod.

Lokalplansforslaget er sendt i høring, så alle kan komme med høringssvar frem til midten af januar.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER