Et nyt lovforslag om Københavns Lufthavn kan få store konsekvenser for Dragør Kommune.
Lufthavnen er i gang med en større udvidelse af kapaciteten inden for sit eget areal. Det er styret af en lov, der sikrer grundlaget for den nye anvendelse af arealet.
Men på Christiansborg har man opdaget, at de regler, der i dag gælder for støj fra lufthavnen, ikke umiddelbart kan videreføres med de nye forhold i lufthavnen. Derfor skal loven ændres, så man i stedet for et støjcirkulære skal lægge støjgrænserne i en bekendtgørelse fra Transportministeriet, men med de samme støjrammer, der gælder i dag.
Det kan lyde uskyldigt nok, men reelt betyder det, at den siddende transportminister ved hjælp af bekendtgørelser i fremtiden kan ændre på det tilladte støjniveau – og på i hvilke områder, lufthavnen vil støje, uden at spørge i de ramte lokalområder, der i dag har høringsret ved ændringer i støjen.
I lovforslagets bemærkninger står der direkte, at »bestemmelsen vil eksempelvis kunne anvendes til at fastsætte grænser for støjbelastningen fra starter, landinger og taxikørsel med fly. Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastlægge, hvor motorafprøvninger eller anden særligt støjende aktivitet må finde sted«, og at reglerne skal fastsættes med Transportministeriet »som ansvarlig myndighed for vurderingen af lufthavnens samfundsmæssige betydning«, mens miljø- og helbredskonsekvenser af støjen ikke italesættes.
Skarpt svar
Lovændringen kan både få alvorlig betydning for borgere og for Dragør Kommunes planlægning af nye bygninger.
Det er i hvert fald frygten hos Dragørs politikere. Torsdag skal Økonomiudvalget tage stilling til et høringssvar fra Klima-, By- og Erhvervsudvalget, der i – for et kommunalt høringssvar – usædvanligt skarpe vendinger italesætter problemerne med lovændringen.
»Vi er overordnet bekymret for, at der kan ændres administrativt på støjbelastningen,« siger formanden for Klima-, By- og Erhvervsudvalget Helle Barth.
»Vi risikerer, at der blot kan ændres på reglerne, hvis transportministeren synes, at det skal ske. Vi ved, at lufthavnen er en stor arbejdsplads, der er vigtig for Danmark, og den er også vigtig i Dragør Kommune. Men det er også vigtigt, at vi ikke bliver udsat for mere støj,« siger hun.
Et enigt udvalg har valgt at skærpe forvaltningens udkast til et høringssvar, hvor det blandt andet hedder, at »Det er uacceptabelt for Dragør Kommune, at der gives mulighed for en øget støjbelastning. Dragør Kommune har i dag gener ved støj, og de nuværende bestemmelser regulerer dette. At udvide muligheden vil skabe forringelse i livskvalitet, når man bor i Dragør.«
Høringssvaret markerer også, at »Det er afgørende, at der tages hensyn til de omkringliggende boligområder, der oplever væsentlige støjgener, og den støjpåvirkning i støjkonsekvenszonerne, som lufthavnen medfører både i dag og fremadrettet.«
Natflyvninger
En særlig bekymring for politikerne er, at der skal være mere fokus på natflyvninger, der de senere år har været et særligt fokus- og forretningsområde for lufthavnen.
»Særlig opmærksomhed bør der også være på natflyvningen. Omfanget af flyvning om natten, herunder med meget larmende fragtfly, har nået et omfang, der er stærkt bekymrende. Reglerne for støjforhold bør specifikt forholde sig til at mindske støjen fra natflyvninger og mindske antallet af fly og tidsrum, der flyves i, eventuelt ved at se på erfaringer fra andre europæiske lufthavne,« hedder det blandt andet i det skærpede høringssvar, som et enigt udvalg har vedtaget, men som også skal vedtages længere oppe i det politiske system, inden det kan sendes.
Her nævnes også frygten for øget støj fra motorafprøvninger, inden der stilles et krav om, at man bliver holdt inden for indflydelse i forhold til høringsret, selv om lovændringen ikke lægger op til det.
»Dragør Kommune afventer pt. en revision af støjcirkulæret, og vi forventer, at vi fortsat bliver inddraget i revisionen af støjcirkulæret som helhed, ligesom Dragør Kommune forventer også at blive inddraget i alle ændringer som følge af lovændringen,« som det hedder i udkastet til høringssvaret.
For Helle Barth er det vigtigt, at sagens alvor fremgår af høringssvaret.
»Det er blevet skærpet efter vores møde, hvor vi var enige partierne imellem. Vi er alle sammen klar over, at det er et vigtigt høringssvar, og nu er det ikke længere et forvaltningssvar, men et politisk svar,« siger hun og peger på, at eventuelle fremtidige ændringer i støjbelastningen for lufthavnen ikke blot kan få konsekvenser for borgerne – men også for byudviklingen.
»Det kan lægge en stor begrænsning i forhold til byggezoner i kommunen på de områder, vi gerne vil udvikle på. Det er vi også nødt til at nævne i høringssvaret,« siger hun og erkender, at der kan være en risiko for, at høringssvaret ikke vil rykke det store ved landspolitikernes holdning.
»Dragør Kommune er en lille spiller i forhold til Københavns Lufthavn og regeringens ønsker til lufthavnen. Men vi skal være opmærksomme på, hvad udbygningen betyder, så det er vigtigt, at vi sender et høringssvar, som vi er enige om,« siger hun.
Helle Barth er medlem af regeringspartiet Venstre – som med Thomas Danielsen sidder på transportministerposten på Christiansborg. Det betyder dog ikke, at man altid kan være enig i, hvad der sker på Slotsholmen, siger hun og uddyber:
»Den kæmpestore forskel på landspolitik og lokalpolitik er, at de sidder langt højere oppe i en helikopter, mens vi er i direkte kontakt med de borgere, der bliver berørt af beslutningerne. Kommunalpolitik er sindssygt spændende, men det kan også være dybt frustrerende, når der bliver truffet beslutninger på Christiansborg, der viser, hvor langt der er ud til kommunerne.«
Høringssvaret skal behandles på et møde i Økonomiudvalget torsdag, så det kan sendes inden høringsfristens udløb.