Både turister og Dragør-borgere skal have nemmere ved at finde en ledig parkeringsplads. Derfor har kommunalbestyrelsen besluttet at sætte elektroniske parkeringsskilte op omkring Dragør, så det bliver nemmere at se, hvor der er fyldt med biler på og omkring havnen, og hvor man lige kan nå at nappe en plads. Der er afsat 1,5 millioner kroner til projektet.
Helt konkret har forvaltningen peget på, at der kan etableres fire dynamiske tavler, som man kan se, når man kører ind til byen. Tavlerne bliver koblet til kameraer på en række nye master, der placeres ved Stejleparkeringen og havneparkeringspladsen og formentlig også ved grusparkeringen ved Ny Havn og Prins Knuds Dæmning. Kameraerne registrerer, hvor mange ledige pladser, der er.
Skilte skal passe ind
Hvordan de elektroniske parkeringshenvisningstavler kommer til at se ud, er endnu ikke sikkert. Men politikerne har henstillet til, at de så vidt muligt tilpasses Dragør Gamle Bys særkende og kulturarvsmiljø.
Politikerne har samtidig givet forvaltningen lov til at etablere midlertidige parkeringspladser på det gamle cirkusareal ved Højvejen på særligt varme dage, hvor der er mange gæster på havnen og til søbadet.
Kaos omkring Batterivej skal undgås
Generelt er der ret meget parkeringstrængsel omkring Dragør Søbad, hvor også Gabriel Jensens Traktørsted og Gåserepublikken er at finde. Derfor har kommunalbestyrelsen i samme åndedrag afsat en halv million kroner til at forbedre parkeringsforholdene for enden af Batterivej.
Det betyder, at den nuværende grusparkeringsplads bliver asfalteret eller får en anden og mere vedligeholdelsesvenlig belægning. Derudover håber man også at kunne udvide parkeringsarealet en smule – ikke mindst for at undgå, at der holder biler langs med Batterivej.
Da området er fredet, afhænger begge dele dog af en godkendelse fra Fredningsnævnet, som forvaltningen stadig venter på.